Heidi Mortenson: Circular Tape

Circular Tape er et kassettebåndsprojekt, der er udkommet i blot 100 eksemplarer med hvert sit unikke design, håndsprayet i forskellige farvekombinationer af Heidi Mortenson herself. Projektet har den dogmatiske ramme, at alt er indspillet i nuet, uden forberedelser og ved hjælp af en mikrofon og seks effektpedaler. Intet var øvet eller arrangeret på forhånd, og derfor er projektet afhængigt af, om Mortensons spontanitet og kreativitet forbliver vedkommende gennem hele processen. Det gør de næsten. Her og der går det en smule i tomgang, når de snublende eller tungt glidende beats ikke varieres tilstrækkeligt, men langt hen ad vejen lykkes Mortenson dog med sin idé om at skabe musik i nuet.

Processen strækker sig over cirka to halve timer, og i løbet af den spilletid får Mortenson plads til utallige numre af divergerende længder. Trods de mange små indslag er Circular Tape ikke en særlig strittende affære. Jovist, Mortenson er på vokalsiden både konfronterende og blid, flabet og kælen. Hun rapper, stønner, synger grimt, synger pænt og leger human beatbox. Men det elektroniske underlag i hvert indslag på båndet ændrer sig meget lidt. Det er, som titlen indikerer, cirkulær electropop med fokus på gentagelser.

Det gælder også vokalsiden. Ofte leverer Mortenson små one-liners, der udtrykker en sindstilstand og/eller et syn på en ikke nærmere defineret anden person. »You could’ve been mine«, »I can’t trust you even if I wanted to«, »I can’t stop loving you even if I wanted to« og »I went into a bar to find a lover but they were flagging with the wrong color« lyder nogle af disse statements, der altid er centreret omkring kærlighedsforhold, der af forskellige grunde ikke stråler af lykke. Som musikken bliver de korte fraser gentaget og gentaget og gentaget. Og det virker ofte, som om Mortenson er ved at gå lidt i stå. Indtil mætheden indfinder sig hos lytteren, er det dog ganske fængende melodilinjer, vokalen skaber hen over de desværre lidt for fastslåste, men dog heldigvis beskidte og konfronterende beats.

Det allermest catchy øjeblik er også det mest fjollede. Langt inde på båndets B-side dukker de velkendte toner fra Bobby McFerrins latterligt smittende feel good-hit, ”Don’t Worry Be Happy”, pludselig op. Det er sunget med en formentlig bevidst dovent imiterende reggaevokal, så det er svært at tage helt seriøst, men det kommenterer egentlig ganske fint de mange statements, der indtil da er dukket op på tekstsiden. Og da musikeren Heidi Mortenson indledningsvis selvrefererende bringer sig selv på banen som den, teksten er rettet imod, får et ellers dybt ironisk indslag den alvorlige tone, som er påkrævet, hvis det skal være mere end en haha-oplevelse at lytte til den humoristiske side af Mortensons electro-eksperimenter. Det er det på Circular Tape, for Mortenson har bogstaveligt talt og i overført betydning formået at skabe et personligt udtryk uden hjelm på hovedet eller skæg på overlæben, som hun tidligere har udsmykket sig med.

Valget af kassettebåndet som indspilningsmedie giver god mening, da det ikke har givet Mortenson nogen mulighed for at stoppe op og gøre om, mens play- og rec-knapperne var trykket i bund. Også som afspilningsmedie er det gamle, analoge medie velvalgt, for som lytter kan man ikke skippe et nummer med et hurtigt klik, hvis det forekommer en smule uinteressant. Man bliver på sin vis tvunget til at tage del i Mortensons skabende proces, som man følger med interesse fra start til slut.

Det er bestemt imponerende, at Mortenson formår at holde dampen oppe i en time (eller rettere to halve timer af gangen), men dogmet om at gå komplet uforberedt til indspilningen har alligevel resulteret i en udgivelse, der – trods små brydninger hen ad vejen i form af scratch-lyde, kazoo-lyde og Chip og Chap i infight-effekter – er hæmmet af et lidt for ensporet udtryk. Men som helhed er projektet både underholdende, interessant og vellykket.