Sara Abdel-Hamids første album udkommer på det prominente selskab Hyperdub, der er mest kendt for at have udgivet de to Burial-plader. Ligesom labelchefen Kode9’s eget fuldlængdealbum, Memories of the Future, er Burials to albums dystre og pessimistiske. Set i det lys (eller mørke) er Abdel-Hamids debutplade som Ikonika noget af en afveksling. Og den bliver ikke mindre kærkommen af, at albummet – ligesom i øvrigt mange af Hyperdubs singleudgivelser – prøver at udpege nye retninger for de bastunge genrer omkring dubsteppen. At Abdel-Hamid ikke helt kender sine egne begrænsninger, piller ikke ved, at forsøget på at finde en ny vinkel på basmusikken er sympatisk og velkomment.
Og når Ikonika er god, er hun rigtig god, hvilket singlen “Idiot” er et fint eksempel på. Spinkle telefontonemelodier bipper rundt mellem hinanden i små enkle mønstre over et skævt hoppende beat og sugende baslinjer, og det hele lyser af grynet computergrafik og 2D-platformspil.
Videospilsreferencerne er alle vegne – ikke kun i en titel som “Continue?” og de parentetiske tilføjelser i “Ikonoklast (Insert Coin)” og “Look (Final Boss Stage)”, men også i de billigt lydende synthmelodier, der hviner og blipper, så det er som at være i en arkadespilshal eller bare hjemme ved en af dem fra klassen, der havde en Sega.
Abdel-Hamid leger sig tydeligvis til sine melodier, der vrider og vender sig, så man aldrig helt ved, hvad der er planlagt, og hvad der er lykkelige uheld. Flere gange undervejs får man dog fornemmelsen af, at London-produceren kan mere end at være heldig. Ud over at bruge en masse tid på videospil har hun også hørt en god portion 80’er-pompøs synthpop, og i numre som “Fish” og “They Are All Losing the War” skaber hun et decideret dragende samspil mellem dybe knejsende baslinjer og lyse synthklange. Ikke mindst i sidstnævnte hører man tydeligt, at hun har taget 80’er-poppens fornemmelse for manende omkvæd med sig, og således baner det basdirrende vers med sin lettere “Beverly Hills Cop”-agtige melodiløkke vejen for lysere, længselsfulde synthklange.
I det hele taget er det i melodierne, man skal finde Ikonikas højdepunkter. Når det som i “Sahara Michael” lykkes at få de hver for sig simple melodiforløb i både det helt høje leje og mellemlejet til at hægte sig sammen med hinanden og den to-tonige basgang på nye og atter nye måder, forstår man let, hvorfor Contact, Love, Want, Have var omgærdet af store forventninger i England.
Melodimaterialet er imidlertid også hendes akilleshæl. Tæt på en time med de skingrende, krasse synths er hård kost, og det bliver ikke mindre krævende af, at melodierne stavrer abrupt af sted frem for at flyde. Hen over pladen som helhed bliver den snublende naivitet en kende trættende, og helt galt går det i “Look (Final Boss Stage)”, hvor Abdel-Hamid mildest talt kommer uheldigt af sted med en bizar sammenstilling af en sørgmodig synthlinje, der kunne have indledt en Boards of Canada-plade, og et synthriff, der kunne have fået midt-90’ernes ungdom i Himmerland til at plukke eurodance-æbler. Rigtig godt bliver det heller ikke, når Ikonika i “Yoshimitsu” går over i en anden boldgade og forsøger sig med sci-fi-agtig storladenhed med futuristiske, men desværre også ret så uinteressante synthflader.
Contact, Love, Want, Have er et befriende nysgerrigt, legende forsøg på at væve dubsteppen sammen med beslægtede genrer som wonky og UK funky. Albummet lever på de blippende melodier, der desværre ikke er varierede nok hele vejen igennem. Men når de rammer plet og får viklet lytteren ind i den gyngende basbund og de synkoperede beats, er det en fornøjelig og stærkt kropslig oplevelse at være i selskab med Ikonika. Ergo er der bestemt basis for, at hendes Roskilde-show sammen med Cooly G kan blive til en god lille søndagsfest.
