John Grant har tidligere været med i bandet The Czars og er nu klar med sit første soloalbum efter en lang nedtur på stoffer. Det ville være dejligt, hvis man kunne fortælle en sand solskinshistorie om, at hans første album efter nedturen er helt oppe at ringe i den fantastiske ende af skalaen. Desværre er det ikke helt tilfældet. Størstedelen af musikken efterlader et indtryk, der er mere eller mindre middelmådigt, og den bider sig aldrig rigtig for alvor fast.
Stemningen i melodierne på Queen of Denmark spænder fra det melankolske til det mere sorgløse og lette. Tekstmæssigt er vi dog for størstedelen af albummets vedkommende i den mere seriøse og melankolske ende. Det er tekster skrevet med udgangspunkt i ulykkelig kærlighed, Grants hårde kamp mod fordommene om hans homoseksualitet mv. Ikke ligefrem muntert, men for det meste vedkommende og interessant.
Dog er der også numre som “Sigourney Weaver”, der ligger i den frustrerende dårlige ende af spektret: »I feel just like Sigourney Weaver / when she had to kill those aliens / and one guy tried to get them back to the earth / and she couldn’t believe her ears.« Desværre stopper Grant ikke her, men fortsætter senere i nummeret: »I feel just like Winona Ryder / in that movie about vampires / and she couldn’t get that accent right / and neither could that other guy.« Det kunne måske have været sjovt, men det er bare skidt. Når det så tilmed synges til en popmelodi, der minder om noget fra Wet Wet Wet, bliver det ikke mindre irriterende. Generelt er det dog ikke teksterne, der er problemet, men snarere det musikalske akkompagnement – der i ovennævnte tilfælde også hiver det samlede indtryk af nummeret helt ned.
Generelt gør det musikalske aspekt af albummet nemlig virkelig ikke meget for det samlede indtryk. Det virker, som om al Grants energi er gået til forsøget på at skrive personlige og dybtfølte tekster – hvilket da også lykkes det meste af tiden – frem for at gøre de tilhørende 70’er-inspirerede, klaverbaserede melodier fængende og stemningsfulde. Når dette aspekt bliver så dårligt, gør det selvsagt, at man ikke får nær så meget lyst til at lytte til sangene og derfor nemt kan komme til at overhøre de spændende og finurlige tekster.
At teksterne er personlige og rører noget i Grant, er tydeligt. Hans i forvejen smukke vokal er følelsesladet, engageret og fuld af melankoli, og det hiver det samlede indtryk betydeligt op. Netop derfor er det så ærgerligt, at den melodiske front fungerer så dårligt, for havde dette aspekt af musikken været bedre, kunne Queen of Denmark have været en flot musikalsk bedrift. Grants solodebut bliver dog kun til en noget blandet fornøjelse. Vokalen rammer plet hver gang, teksterne gør også en del af tiden, men melodierne er i bedste fald ligegyldige.
Æv, jeg er uenig! Synes det er en virkelig god plade og at Midlake akkompagnerer Grant rigtig fint (iøvrigt mærkeligt det ikke bliver nævnt nogen steder? Det har vel interesse for de fleste). Jeg er normalt ikke selv så glad for Midlake, men det hjælper gevaldigt når Grant tager over som sanger.
Så Czars i Lille Vega for mange år siden og glæder mig rigtig meget til koncerten på Loppen! Synd den ikke har fanget dig, men vil da anbefale alle der er blevet skræmt væk af denne anmeldelse til lige at give den en chance alligevel : )
Jeg er helt enig med “young”. Anmeldelsen står i skarp kontrast til hvad jeg vil betegne som et af de bedste albums gennem de seneste 5 år. Queen of Denmark er et ekstremt ærligt og velkomponeret album. John Grants stemme er fantastisk, teksterne knivskarpe og indholdsrige. Dette album er et must!
Helt enig med “young og DowN”!
Fantastiske sange over hele linjen, og virkelig ufortjent, at anmelderen kalder sangene for middelmådige.
Melodierne er helt usædvanlig lækkert bygget op, og vokalen
er noget af det ypperste jeg har hørt i et årti.
Grant’s stemme varierer mellem følsom rock, cabaret/crooner og moderne punkrock-stil.
Dette er en meget unik plade.