“Jeg elsker en Sporvognsskinne for dens blanke, blaa Jern. En Jernbaneskinne, et klaprende, præcist virkende, engelsk Sporskifte. Jeg elsker Masser af Signalmaster, Broer, Viadukter, Banegaardshaller, Tunneller. Den elektriske Centralaflaasning er mindst ligesaa betydeligt som et Digt som “Romeo og Julie”… ” (Emil Bønnelycke: “Aarhundredet”, 1918).
Sådan lød det, da Bønnelycke med pompøs futuristisk fanatisme hyldede fremskridtet, og især maskinen, tilbage i starten af det 20. århundrede. Her i starten af det 21. århundrede tager Small Black teten op og lader alle aspekter af deres syv numre lange ep Small Black dreje sig om maskiner, både når det kommer til lyd, tekst og det visuelle.
Small Black er fortællingen om to fyre, Josh Kolenik og Ryan Heyner (nu suppleret af Juan Pieczanski og Jeff Curtin), der nørder den på et koldt loft på Long Island en hel vinter for derefter at springe ud som hipt band på Pitchfork, hvor de med deres lo-fi mix af finurlige beats, drømmende synths og tape hiss dumper ned mellem bands som Washed Out, Toro y Moi og Atlas Sound. De er nu også blevet signet på Jagjaguwar, hvor de er i fint selskab med herrer som Bon Iver, Sunset Rubdown og Okkervil River. I den forbindelse kommer denne genudgivelse af den selvudgivne ep fra 2009, nu bare med en bonus i form af to ekstra sange.
Alt på Small Black er blevet kørt gennem en form for elektronisk, maskinel bearbejdning. Det virker fedt, at det er så bevidst bearbejdet og ført væk fra den ‘rene’ lyd og ud i fuzzboxens slørede drømmeland. Det har resulteret i en samling skramlende popmelodier med en herligt tilbagelænet attitude.
Åbningsnummeret “Despicable Dogs” udspiller sig som et slør af sommerbilleder i ens hoved, allerede inden man er blevet introduceret for den tilhørende video. Der er en fremdrift i beatet og en melankolsk stemning, der går hånd i hanke med forestillingen om et sommer-roadtrip ud ad endeløse landeveje.
Small Black er som maskinpoesi. Lydsiden minder om tungt maskineri, der vrides og pakkes ind i nærmest psykedeliske støjseancer, hvor shoegazer møder chillwave, dog uden at miste poppens lethed. Titlerne vidner også om forkærligheden for maskinerne. Et eksempel er “Lady in the Wires”, hvor langstrakte høje toner smyger sig om vokalen og virker som et kvindeligt elektronisk kor-akkompagnement. Eller “Weird Machines”, der syrer ud i en gang støjpop, hvor sangen til tider drukner helt i larm på en ganske tilfredsstillende måde. “Pleasant Experience”, der hører til blandt pladens mindst støjende øjeblikke, er, hvad titlen siger. Som en stille, eftertænksom frokostpause efter at have betjent en rundsav i flere timer. Rundsaven er netop at finde i musikvideoen til “Bad Lover”, hvor den bliver en metafor for det uholdbare i kærlighed uden kærlighed (surprise).
De mange referencer til maskiner leder altid tilbage til mennesket bag maskinen. Bønnelycke udbredte sig med lige dele fascination om de positive ting ved maskiner og fremskridt, men også om følelsen af fremmedgørelse og gru, der fulgte i kølvandet på at tage magten over naturen. Frem for upartisk begejstret at hylde alle sider af fremskridtet forholder Small Black sig mere melankolsk til tilværelsen. De store temaer er kærlighed (all-time greatest hit), men især kærlighed sat i perspektiv til de situationer, hvor der opstår et tab eller ophør. Med korte, billedrige tekster giver de deres bud på de mere bittersøde sider af tilværelsen.
Det største problem ved Small Black er, at den som helhed fremstår som en lidt for velkørende maskine. Man vakler mellem på den ene side at give dem credit for at kunne forene det rå og maskinelle med det lyse og poppede og på den anden side at ærgre sig over, at det serveres i en indpakning, der virker en tand for bearbejdet og uden bid.
Lyt til “Despicable Dogs”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/despicabledogs.mp3]
