Efter fire albums, hvor specielt Boys and Girls in America placerede The Hold Steady på landkortet, er vi nået til gruppens femte opus, Heaven Is Whenever. Der er sket én markant ændring siden sidst. Den højt profilerede keyboardspiller Franz Nicolay har forladt bandet. Han spillede en væsentlig rolle i gruppens lydbillede og kunne umiddelbart ikke erstattes. I hans fravær får guitarerne lov at spille en mere fremtrædende rolle. Ikke fordi de ligefrem var anonyme før, men nu spiller ‘the almighty riff’ førsteviolin.
Gruppens særkende er sanger Craig Finns evner som historiefortæller. Han beretter ivrigt om sine oplevelser på kanten af en normal tilværelse, hvor opvæksten i 80’erne, livet som rockmusiker i gruppen Lifter Puller i 90’erne og en omgangskreds af tvivlsomme bekendtskaber spiller en væsentlig rolle. Han bruger ofte specifikke hændelser som udgangspunkt for sine sange, og han analyserer sine handlinger, set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Ikke at han fortryder sine handlinger – han sætter blot tingene i perspektiv. Han er en glimrende historiefortæller, der i tone og emnevalg minder om f.eks. Bruce Springsteen. De har samme udgangspunkt med deres fortællinger fra en arbejderklasse, hvis medlemmer befinder sig i forskellige stadier af opløsning.
Det handler meget om kontrasten mellem synd og spildte muligheder kontra suset fra et liv med intense oplevelser. Det er den evige ‘Catholic guilt’, der spøger i baggrunden, f.eks. på ”Our Whole Lives”: »Tonight we’re gonna have a really good time / but I want to go to heaven on the day I die / gonna make like a preemptive strike / hit the 5:30 mass early Saturday night.«
Ikke kun det lyriske vækker minder om Bruce Springsteens musikalske output. The Hold Steady opdaterer lyden af ærkeamerikansk, bombastisk rock fra slutningen af 70’erne, men tilsætter en vis portion punket flabethed. Ikke for meget, men sangene får en let kant. The Replacements, Hüsker Dü og Cheap Trick spøger også i baggrunden. Heldigvis, for de til tider gumpetunge riff har brug for modspil.
Det er nemlig albummets hovedproblem, at mange af albummets sange virker lettere idéforladte. De er forudsigelige i deres struktur og virkemidler, f.eks. på ”The Smidge” og ”Hurricane J”. Så hjælper det ikke meget, at tekstmaterialet er i høj klasse. Selv et iørefaldende riff kan miste sin effekt, hvis resten af sagen ikke giver det modspil. Det gælder heldigvis ikke alle sange. ”Barely Breathing” og ”A Slight Discomfort” får lov at udvikle sig gradvist, og albummets nuancer dukker frem til overfladen for den tålmodige lytter.
Så forvent ikke musikalske revolutioner, men i stedet meget personlige sange, der indeholder både hjerte og hjerne. Folkelig musik på den positive måde.
The Hold Steady lavede en god (“Separation Sunday”) og en faktisk virkelig god plade (“Boys and Girls in America”), men deres renommé som rockens “great white hope” (for nu at parafrasere The National anno “Alligator”) har altid undret mig. Tænk sig, al den omtale og al den knuselskelige omfavnelse de har mødt blandt rock kids i alle aldre (jeg tror de har mange fans der ville ønske vi stadig skrev 1976 – the year before punk broke!) De er som en dilettantudgave af E Street Band. Det er sjovt og fornøjeligt og det holder festen igang, men de er jo for pokker bare et lidt halvkikset barband (måske det bedste af sin slags bør det tilføjes) Og Craig Finn er bestemt en intelligent ordsmed med hjertet på rette sted og intellektet pumpet godt op med sære syner og gode observationer. Men hans særegne “schtick” (jiddicsh, anyone?) er ved at være tyndslidt. En mand nær de 40 der kun besynger “the teenage wasteland”, det virker lidt patetisk, ikke sandt?
Og nu? Nu er de tydeligvis kørt trætte, redundansen er mere end tydelig, det regressive i deres udtryk kan ikke længere fornægtes. Og de omtalte rock kids er klar til at rykke videre. Hvorhen? Mit bud er The Gaslight Anthem og deres “American Slang”. Her får Springsteen og “the saint Joe Strummer” (med Craig Finn’s egne ord på “Stay Positive”) kamp til stregen. Lyden er lidt fad, lidt fesen, sådan lidt hul og uden kant, men energien og oprigtigheden er smittende. Sange, der er som benzin for fantasien og drømmene. Dem vil the kids skråle med på denne sommer (mens “Heaven is Whenever, god titel by the way, vil ligge brak i alverdens pladebikser med uforrettet sag). That’s life. Darwinisme en miniature…
Hold Steady’s plader skal vist ikke tages for mere end de er. Det er sublimt velspillet rock, med noget på hjerte. Fandens pågående for det meste og med gode tekster.
Faktisk mener jeg at boys and girls in america er deres svageste udspil (eller den nye) – forstår ikke at det var netop med den plade de skulle “bryde” bredere igennem. ihvertfald hvis man fratager den nye, som desværre heller ikke virker til at være helt oppe at ringe. Derimod er Almost Killed me, Separation Sundag og Stay Positive fremragende plader.
Om de er eller har været rockens håb, er for mig fuldstændig ligemeget. De gode plader de har lavet kan ingen tage fra mig, omend jeg er enig i at de nok ikke laver noget der er videre uomgængeligt igen.
Tak for jeres kommentarer, som jeg overordnet er enige i. Jeg har primært anmeldt pladen på dens egne præmisser (dvs. ikke sammenlignet den direkte med deres tidligere albums). Det skyldes den ganske lavpraktiske grund, at mit kendskab til The Hold Steady inden anmeldelsen befandt sig på et overordnet niveau. Jeg havde hørt om dem, læst om dem (bl.a. observeret deres høje placering på en af Pitchforks årslister), og lyttet en smule til dem, men de havde ikke fanget min interesse før. Efter jeres kommentarer har jeg fået mere lyst til at stifte nærmere bekendtskab med bagkataloget.