Akiri: Dead Dumb Dolls

Tre tamagotchifigurer og en grafisk baggrund inspireret af firsernes arkadespil. Det er, hvad danske Akiri præsenterer visuelt såvel som lydligt på deres debutalbum Dead Dumb Dolls. Og ja, kære læser, vi befinder os såmænd nok en gang i det efterhånden velkendte 8-bit-univers, hvor bliplyde og hyperspeedede beats i samklang skaber et stærkt ironiseret musikalsk udtryk.

Det er med andre ord en stærkt rigid genre, vi bevæger os inden for. En smule ligesom dubstep, faktisk, hvor et tungt beat splejses med en meterdyb basgang, og hvor dystre motiver i forgrunden skaber en stemningsfuld, ja, nærmest religiøs helhedsoplevelse. Det er nu ikke, fordi der ud fra et nydelsesmæssigt synspunkt er noget galt med genrekonservatisme, men da musik nu, når alt kommer til alt, er en kunstform, ja, så ville det da være rart at få udfordret konventionen. For i bund og grund er den gode kunst vel den, der indeholder nytænkning, den, der ændrer opfattelser for derigennem at formulere et nyt kunstnerisk sprog?

Men det er bestemt ikke ensbetydende med, at nytænkning ikke finder sted inden for dupstepgenren. Tag bare Burial, der ved hjælp af 2 step-beats, samples og atomsfæriske motiver for alvor har udfordret dupsteppens rigiditet. Det samme er bestemt også tilfældet inden for denne anmeldelses fokuspunkt, 8-bit-genren. Her har canadiske Crystal Castles ved hjælp af lige dele punkanarkisme og sfærisk drømmepop på elegant vis formået at tilføre 8-bit-musikken vitalitet, ja, man kunne sågar fristes til at sige seriøsitet.

Følelsen af nytænkning, eller blot følelsen af som lytter at blive transporteret til nye, fjerne, kunstneriske galakser, forløses ikke til fulde på Dead Dumb Dolls. Og det er ærgerligt, for Akiri vil utvivlsomt gerne skabe den tilstand på deres debutalbum. Det kommer klarest til udtryk i gruppens forsøg på at blande et til tider alvorligt tekstunivers med lettilgængelige popmelodier.

Svenske Robyn har for tiden stor succes udi netop denne kunstart, hvor hendes følsomme og skrøbelige tekster på vellykket vis blandes med skøn dansepop. Men Akiri lykkes ikke med det projekt på samme måde som deres svenske kollega. Musikken og det førnævnte visuelle udtryk er simpelthen for ironisk fabulerende til at kunne skabe en følelsesmæssig spænding.

Deres musik mangler kort og godt lige det magiske og ofte ganske uforklarlige element, der for alvor får det hele til at sprudle. Ja, ofte bliver det hele lige en tand for stilsikkert, f.eks. når sanger Anna Lidells affekterede og sært vibrerende vokal – akkompagneret af bliplyde og ‘fire i gulvet’-beats på nummeret ”Compromises” – fremfører linjer såsom »She sees him love, she sees him die / what reaction will that have on her life? / one smile, one impression, two lives, one connection.«

Det produkt, Akiri præsenterer på Dead Dumb Dolls, er bestemt velskrevet og velfremført. Men nytænkningen mangler og må alt for ofte vige for stilsikre og ironisk distancerede toner, hvor rigiditeten nok en gang hersker.