Seattle-bosatte Damien Jurado har sjældent givet indtryk af at være nogen lykkens budbringer, men har igennem sine efterhånden talrige udgivelser samlet sig en større fanskare, hvilket i høj grad skyldes Jurados produktivitet: Ud over at han har udgivet omkring 10 plader, har han også turneret flittigt, ofte i Danmark, og suppleret med en række ep’er, der er udgivet på de velrenommerede selskaber Sub Pop og Secretly Canadian.
På dem har han finpudset sit afdæmpede og generelt set noget deprimerede lo-fi-udtryk til perfektion, bedst på hovedværket Ghost of David fra 2000, selvom han i det lange løb, indrømmet, ikke altid er denne anmelders kop te. På den anden side er det svært for en person, der offentligt har givet indtryk af at være en lidt mut personlighed, at være anderledes, end han er, på sine udgivelser.
Jurado har på den vis ofte givet sin fanskare rigelig anledning til at føle medlidenhed med ham, så det er måske ikke så underligt, at åbningsnummeret på Saint Bartlett, den eminente ”Cloudy Shoes”, lyder, som den gør. Med et udtryk for længsel efter et givent subjekt, som Jurado ikke kan leve op til. Hvad der er mere overraskende er, at det er fremført på en måde, der lyder mere som Flaming Lips eller Mercury Rev, end noget man har hørt tidligere fra denne kant.
Hvor Jurados tidligere udspil for det meste har været baseret omkring akustiske instrumenter, åbner ”Cloudy Shoes” med elektriske strygere, et mærkværdigt uhyggeligt ekko og et valsende klappebeat, der også lyder, som om det har været en tur i Phil Spectors famøse ‘echo chamber’. En kærkommen og forfriskende opdatering af Jurados lyd. Nummeret lyder dertil lidt som en udgave af George Harrisons fantastiske ”Isn’t It a Pity” – bare fra et parallelt univers – og dét kan aldrig være andet end en ros, selvom resten af pladen desværre ikke er i samme liga overordnet set.
»Still trying to fix my mind,« lover Jurado og lover dermed hverken for meget eller for lidt i forhold til de resterende numre. Følelsesmæssige tømmermænd dominerer tilsyneladende stadig i amerikanerens univers, men lydbilledet er blevet mere vidtstrakt end hidtil hørt, og det klæder hans oftest intelligente tekster og herligt specielle stemme godt.
For Jurado-puritanere skal det ikke tolkes sådan, at mandens udtryk har ændret sig radikalt, og der er også rester af den ‘gamle’ Jurado i numre som ”Kansas City” og ”Beacon Hill”, men pladen virker nu stadig mest interessant på de steder, hvor man hører, at Jurado som kunstner er blevet lidt mere vovelysten.
Et af de momenter er den drivende ”The Falling Snow”, hvor Jurado , akkompagneret af klaver og de tilbagevendende Spector-trommer, som en omvendt sirene synger om den forgæves venten på Godot, sne eller bare den, man nu lige elsker. Omkvædet er endnu en gang Jurado i widescreen-format, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt tro, at man var faldet ind i en Band of Horses-plade. Og nogle gange er det netop et problem for Jurado, at han er så spredt fægtende i sin lyst til at få flere facetter ind over sine plader.
Man skal i hvert fald ikke uden videre lade sig vikle ind i Saint Bartlett i håb om at få fyldt depotet udelukkende med akustiske folkballader eller de små, halvpsykedeliske perler som ”Cloudy Shoes” og den udpræget Neil Young-klingende ”Wallingford”. Men som et tværsnit af en moderne troubadours udvikling er pladen spændende, om end ikke ligefrem noget mesterværk. Dertil er den for svævende og ufokuseret. Men Jurado virker pokkers bandsat på at slå igennem på en større skala end hidtil, og i den proces har han udviklet sig i en interessant retning. Fremover vil der i hvert fald herfra blive lagt mere mærke til de kommende udgivelser fra Damien Jurados næver.
Lyt til “Arkansas”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/arkansas.mp3]
Lyt til “Cloudy Shoes”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/cloudyshoes.mp3]
Jeg har det meget som anmelderen; Jurado toppede i årene omkring 2000 med de to ret så fremragende udgivelser, Ghost of David og Where Shall you take me (der indeholder den decideret underskønne omaha). Men noget gik skævt for manden eller også var “mere af det samme” (i en gradvist fortyndet aftapning) bare ikke godt nok eller noget der foranledigede en til at lytte med en åben og ærlig interesse som før. Jeg synes også at st bartlett indeholder spor af den gamle magi. Melodifornemmelsen er skridsikker, anslaget langt hen hypnotiserende. Nu mangler Jurado bare at lave et helstøbt album fra start til slut. Det er ikke nok at divertere med variation, hvis den ikke er forankret som en helhed, som et værk. Og på den konto skrider albummet lidt i grøften undervejs (den slags kan selvfølgelig have sin charme, men mest hvis man har et format som en neil young, hvor det skæve og løse bare kaster lys over den inspiration og den intuition som kendetegner de “rigtig store”). Men: Jurado, det er godt at have dig tilbage i ok inspireret form. Du var og er , om ikke savnet og ikke glemt, så alligevel en kær påmindelse om en tidligere tids flygtige forelskelse. Som at se en pige ved busstoppestedet otte år efter man havde et “afstands-crush” på hende – og tænke: “Gud ja, hun var sød – og hvor ser hun dog stadig godt ud i top og nederdel”. Ok, jeg trænger vist til en lur…;)