Kærestepar og venindeflokke er samlet i Vega tirsdag aften for at høre og opleve Regina Spektor, og på trods af, at publikum lytter til sangerindens stærke og uovertrufne vokal og eminente klaverspil, er der ikke megen oplevelse at komme efter denne aften. Om noget er der tale om en trist oplevelse.
Trist, fordi Spektor, trommeslager og violinist ingen kontakt har med publikum og spiller de første mange numre (”Better”, ”One More Time with Feeling”, ”Two Birds”) uden yderligere præsentationer eller henvendelser til de fremmødte. Spektor og band fremstår superkontrollerede til det punkt, hvor den eneste reaktion på, at en udenlandsk pige adskillige gange råber på et nummer – og gennem sine insisterende råb får hele salen til at grine – er, at Spektor bliver nervøs og genert og lettere omtumlet fortsætter sit planlagte sæt. Publikums adskillige »I love you« afføder kun et enkelt »thank you« som reaktion, mens den smittende ”Eets” og mere larmende ”Machine” fra det nyeste album, Far (2009), repræsenterer de eneste højdepunkter. Her får trommerne en mere dominerende position, og der kommer lidt tempo på, mens publikum klapper i takt.
Efter ca. 20 min bryder Spektor imidlertid stilheden og lægger en yderligere dimension til tristheden; bandet skulle have optrådt som en kvartet, men cellisten Dan Cho er for nylig gået bort, og bandet optræder derfor som trio denne aften. 6. juli i år druknede han på tragisk vis i Genève-søen i Schweiz, da bandet skulle optræde til Montreux Jazz Festival. »This is a devastating tour,« fortsætter Spektor og dedikerer det følgende nummer til Cho og hans efterladte unge kone og baby. Selv forlader sangerinden scenen og lader violinist K Ishibashi fremføre ”People in the Mountain, People of the Ocean”, der er dybfølt med klagende falset og fingerspil, men som ikke rigtig formår at få publikum med i smerten.
De sørgelige omstændigheder har nemlig allerede sat noget af en dæmper på aftenen og hægtet undertegnede af, og før Spektor forklarer omstændighederne, er jeg tilbøjelig til at tænke: »Hvad oplever jeg her, som jeg ikke kan finde ved at sætte en af Spektors i øvrigt glimrende plader på derhjemme?« Spektor fortsætter, efter at have forladt scenen, alene med upåklagelig vokal og klaverspil, men publikum får intet andet derudover, og det er synd, når man som kunstner nu kan foretage sig så meget med en optræden. Det er imidlertid svært ikke at have medforståelse for, at Spektor og band denne aften ikke er bygget af overskud, og man må trods alt medgive, at det er stort af Spektor at gå på scenen for alligevel at give sit danske publikum en optræden. Man kan dog spekulere over, om sangerinden (og publikum) i virkeligheden var bedre stillet med en udsættelse af koncerten.
Spektor ender koncerten med den ømme ”Samson” og ”Wallet”, og før tæppet helt bogstaveligt går ned i Vega, takker den russiskfødte sangerinde for at have lyttet og opfordrer publikum til at møde op igen under bedre omstændigheder. Om ikke andet kan man jo sætte den udmærkede Far på til en aften med kæresten og så tænke sig til resten.
