Opvarmningsdagene på Roskilde blev afsluttet med radiopop. Og med en god fest foran scenen. Her hjalp den københavnske poppige Freja Loeb Pavilion Junior med at ryste sit »Junior«-prædikat af sig og blive klar til den rigtige festival. Efter hendes band inkl. korpiger havde gjort sig klar på scenen, entrerede hun den selv med Kleopatra-hår og armene i vejret over en yderst smækker rød kjole. Kjolen blev sidst i koncerten udskiftet med en sort, endnu mere sexet af slagsen. Sådan noget gør popdivaer vel. Også på festival.
Popprinsessen Freja Loeb gjorde sit for at lukke Pavilion Junior med manér. Foto: Ann Sophie von Bulow
Freja Loeb har gjort sig bemærket med sin medvirken på White Pony-nummeret “Down At Jimmies” og er nu klar til selv at indtage de nationale radiostationer med poppet pop. Men én ting ad gangen, og i første omgang var hun bare fast besluttet på at skabe en god fest på Pavilion Junior. Man må sige, at hun selv troede på det og gjorde sit for at hoppe rundt og sætte gang i publikum — og dét gjorde hun godt. Hendes numre var pumpet ekstra op til livesituationen, så der kom mere synth, trommer og rockguitar på, og det havde f.eks. hendes åbningsnummer “Soft Blues” egentlig ikke godt af, da det mistede sin ellers delikate, lette poplyd.
Dog forblev numrene inden for kategorien af temmelig letbenet pop. Jeg holder mig bestemt ikke for god til at knuselske en god popsang, når det rigtig fænger. Og det er så nemt at prøve at gøre sig indielektuel og rynke på næsen; men det gider jeg egentlig ikke. Alligevel må jeg ærligt sige, at Loebs musik ikke fangede mig. De mange, gentagne omkvæd blev trættende, når man havde hørt dem 10 gange i én sang, og jeg synes også, der var en vis mislyd i Loebs sang, måske fordi hun kom for tæt på mikrofonen.
Men spørgsmålet er jo: Skal man vurdere musikken eller optrædenen? En god optræden er ingenting uden vedkommende musik at optræde med, men samtidig må jeg rose Freja Loeb for virkelig at gøre sit for at lave en fest og give den som popdiva. Det nytter ingenting at ligge i denne genre og så ikke give den fuld gas med lækre outfits og popstjerneattitude. Oppe foran scenen kom der gang i festen, og de tre piger ved siden af mig, der alle var et hoved mindre end mig, havde virkelig gang i danseskoene og de brede smil. Blandt publikum var der i det hele taget både ægte og ironiske popsmil, men uanset havde de det jo sjovt til Freja Loebs koncert. Også selvom anmelderen her stod og kedede sig.
