Tinariwen i et kort, samlet pose inden koncerten på Arena.
Hvordan formidler nomademusikere en ørkenblues så rodfæstet i Sahara, som noget nu kan være, til et feststemt publikum på Roskilde Festival? Det gør de slet ikke. De spiller bare, som stod de stadig med fødderne plantet i flygtningelejrens tørre leje.
Ibrahim Ag Alhabib, der er den altoverskyggende kapelmester i Tinariwen, spillede og sang hele koncerten stort set uden at fortrække en mine. Selv når han blinkede med øjnene, gik det langsomt. Han talte i stedet igennem et helt eminent facetteret guitarspil, der bevægede sig gennem teltet med klare toner og konstante retningsskift. Melodilinjer blev sjældent gentaget, men fik plads til at udvikle sig fra det simple til det hyperkomplekse. Og han stod der bare. Lod korsangerne om at underholde og holdt et stramt musikalsk greb om resten af de syv i bandet.
Halvvejs var det hele ved at vælte sammen i knudrede rytmiske øvelser, men så gav Alhabib tempoet et spark i vejret, så publikum også fik lidt ekstra til fødderne. Hvis hele koncerten havde været i samme tempo, ville der stensikkert være mange, der efter festivalen ville høre historier om den vilde verdensmusik-koncert, deres venner havde været til. I stedet kan alle, der var på Arena fredag, fortælle historien om en absolut gribende, inspirerende og tålmodig optræden, hvor Tinariwen satte streg under, at det kan betale sig at gøre præcist det, man er bedst til.
