Manden bag Baths, Will Wiesenfeld, er blot 21 år og bor i Los Angeles. Hans debutalbum udgives af det alternative hiphopselskab Anticon, og Wiesenfeld er bestemt knyttet til hiphoppen. Men hvor andre, mere prominente L.A.-producere som Flying Lotus og Nosaj Thing har en forkærlighed for skæve og abstrakte beatstrukturer, er der ikke meget wonky over Baths. Wiesenfeld bruger i stedet sine synkoperede beats som udgangspunkt for samplebaserede popsange, opklippet electronica og atmosfærisk drømmepoppede lydlandskaber. Hans beatprogrammeringer er detaljerede og effektive, men indtager ikke samme centrale position som byfællernes.
Titlen Cerulean kan oversættes til tillægsordet himmelblå, og Wiesenfelds debut er passende nok klart stærkest, når han rydder de melankolske skyer af vejen. Ligesom hans sangskrivning er ganske ukompliceret og ligetil, er der en ofte medrivende ligefremhed over den måde, han formidler begejstring på, både via sin musik og sine tekster. På pladens første halvdel afløser det ene gode eksempel det andet.
Selv om Wiesenfeld ikke har nogen decideret stor stemme, smitter den ukunstlede falsetvokal i den indietronica-influerede ”Lovely Bloodflow” med sin hengivne glæde, mens ”♥” med rumklangsmættet klaver og lyse vokalflader viser, at han også kan skrive mere traditionelle popsange. I ”Aminals” snakker nogle børn om elefanter, der siger, at de elsker giraffer, og de lyse og elastiske melodiforløb omkring beatet spejler fint den barnlige ubekymrethed – vel at mærke uden at virke som klæg nostalgi.
Wiesenfelds musik rummer tværtimod en tydelig og sine steder ganske gribende insisteren på at være til stede i nuet. Et nærvær, som bl.a. kommer til udtryk i teksterne, der nærmest konsekvent holder sig til nutid og bydeform: »Please tell me you need me,« lyder det f.eks. i ”Plea”, ligesom afslutningsnummeret ”Departure” tager forskud på den længsel, som afskeden fører med sig, med ønsket: »Smile for me if you can / I want to have that in my head.« Det er ønsker, der fremstår afgørende her og nu, og de ligefremme, på sin vis banale linjer bliver løftet af, at Wiesenfeld kobler dem med sine bedste pophooks. Netop på den måde bliver en ellers ikke videre revolutionerende linje som »it is always the simplest shit that means the most« til et omkvæd, der tvinger én til at synge med undervejs i ”You’re My Excuse to Travel”.
Allermest umiddelbart og humørløftende er ”Maximalist”, hvor Wiesenfeld klipper en bunke lyse vokalstumper op hen over et synkoperet hiphopbeat. Hver gang beatet slippes løs efter et break, giver det et vidunderligt boost: De ringlende opklipninger bliver skåret i endnu mindre stykker, beatet bliver mere intenst, og hjernen får den herlige belønning, som kun den perfekte forløsning på en spændingsopbygning kan give. At Wiesenfeld så tilmed krydrer nummeret med corny selvudviklings-samples som »what’s love telling me to do right now?« og »it takes a lot of courage to go out there and radiate your essence« og på en eller anden måde får dem til at lyde sært besnærende, gør ”Maximalist” til et endnu større højdepunkt.
Når man kan skrive så mange gode ting om Cerulean, er det en skam, at det også er nødvendigt at gøre det modsatte. Den sidste halvdel af pladen er imidlertid ikke på højde med den første. ”Rafting Starlit Everglades” er med sine irriterende baglæns synthbidder en fattigmandsudgave af Ulrich Schnauss, og det mismodige ”Rain Smell” lander heller ikke særlig heldigt på grund af Wiesenfelds enerverende brug af en art mellembølgestøj som rytmiske elementer. I ”Indoorsy” transformeres nærmest parodiske drill’n’bass-beats pludselig til pulserende shoegazerpop – en forvandling, der er mere overraskende end interessant.
Selv om Wiesenfeld altså ikke helt kan holde niveauet oppe – og, må det også indrømmes, i selv de gode sange rammer nogle lidt anonyme melodier hist og her – er Cerulean en mere end lovende debut. Ikke mindst fordi dens mest smittende passager virkelig giver én lyst og courage to go out there and radiate your essence.
