Plader

Best Coast: Crazy for You

Skrevet af Christian Birk

Debutalbummet fra Best Coast har været imødeset med spænding siden sidste år. Albummet vil formentlig ikke skuffe fans af bandet, for det lyder præcis, som man kunne forvente – som snydt ud af næsen på USA.

Det kan være, det er mig, der er blevet ældre. Måske er jeg ikke så hurtig, som jeg har været, men jeg må indrømme, at det kan være svært at følge med. Hver eneste dag popper nye og spændende bands op på diverse blogs og musik-sites. De har smarte navne, og der bliver opfundet nye genrer i ét væk; chillwave, minimalpop og psychpop. Til tider bliver denne eksponering dog for voldsom. Så selvom det er et års tid siden, at jeg erfarede, at Best Coast var det nyeste shit, har jeg ikke fået lyttet til det før nu.

Kendetegnende for tiden kræver det ikke mere end en enkelt ep og tre hurtige sange at slå igennem. Best Coasts ep Make You Mine indeholder godt nok fire sange, men de er hurtigere og kortere end de fleste. Derfor skal der ikke mere til end et hurtigt regnestykke for at forestille os den pludselige bevågenhed. Bill Murray og Thurston Moore er tilmed erklærede beundrere af bandet, og så kan det næsten ikke gå galt. Her et år efter er debutalbummet Crazy for You så på hylderne.

Den absolutte frontfigur i Best Coast er Bethany Cosentino, og til hendes forsvar skal det siges, at hun og kollegaerne kan deres håndværk. De lyder nemlig, præcis som man skal lyde, hvis man udgiver musik i USA i 2010: Der er ganske vist undtagelser, men man kommer generelt lidt længere, hvis det lyder, som om man ikke rigtig gider. Dovenskab er en dyd, og hvis man ikke besidder den i forvejen, kan man sagtens få det til at lyde sådan. Her kan det anbefales at spille løst, ufokuseret og at skaffe sig en doven producer. Eller i hvert fald en, som ikke er så grundig. Hvis man ikke er doven, men grundig, skal man måske bare ryge noget hash og få sig en kat. Som Cosentino selv siger det, handler Crazy for You »about weed and my cat and being lazy a lot.«

Men selvom Best Coast er dovne, så holder Cosentino & co., hvad de lover. Dovenskaben har tydeligvis været ekstrem under indspilningsprocessen, for sangene varer sjældent mere end to minutter. De har nok ikke orket mere, eller også har de skullet fodre katten. Man sidder i al fald med en fornemmelse af, at bandet har haft travlt. Men det er formentlig meningen, og derfor kan man vel ikke klandre trommeslager Ali Koehler for at spille forudsigeligt og sløset i ”The End”, ”I Want To” og ”When the Sun Don’t Shine”. Her bliver det lidt for langt i spyttet, og Best Coasts beskidte garage-/surfrock mangler nærvær og nerve. Det er for klodset, og der mangler nosser. Dem har Bethany Cosentino af gode grunde ikke, men hendes jævne og lidt ligegyldige vokal mangler også potens.

Der er heller ikke megen maskulinitet over ”Crazy for You” og ”Our Deal”, men det kan sagtens undskyldes. For her spiller amerikanerne en langt mere uskyldig og fin popmusik. Mens titelsangen er enkel og sart som Belle & Sebastian, er ”Our Deal” et knæfald for 60’ernes pigepopgrupper. Særligt lurer The Crystals i kulissen, når Best Coast lukker op for tamburinerne og englekoret. To lette sommerhymner, der dog mangler meget af den bund og charme, som deres helte havde i overflod.

Charme er der gudskelov masser af på Crazy for Yous sidste tredjedel. Når Best Coast spiller deres gennemsnitlige rock, kommer de ingen vegne, men i ”Happy” og ”When I’m with You” er der masser af fremdrift. Det klæder bandet at smide attituden og spille ukompliceret og problemfrit. Det er langtfra stor kunst, men mindre kan også gøre det. Særligt ”Happy” lever op til sit navn og kalder smilet frem med lystig, dansabel guitarpop.

Enhver kan dog danse en enkelt sommer, og selvom det måske ikke er helt fair, står Best Coast for mig som et godt eksempel på de, til tider, lidt sløsede og påtagede tendenser i USA. Mens jeg i den seneste uges tid har hørt Crazy for You, har det undret mig, hvor lidt det egentlig har sagt mig. Jo mere man lytter, jo mere indifferent bliver man. Det er ikke rigtig skidt, men det er langtfra særlig godt. Lidt ligesom Real Estate, Vivian Girls, Wavves og Dum Dum Girls er det, som om musikken bliver spillet i en osteklokke. Som tilskuer kommer man aldrig rigtig tæt på, og man føler faktisk, at man crasher nogle andres fest. En fest, hvor man ikke er inviteret. Og når man nu ikke er inviteret, gider man sgu heller ikke at dukke op. Så måske er det ikke så galt, at man er blevet lidt ældre.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Tak for en god anmeldelse og det du kalder “amerikaner-tendensen” er helt på sin plads.

    Købte Real Estate albummet efter at jeg havde hørt beach comber, men må godt nok nok sige at det har skuffet mig en smule.

    Det er ikke dårligt, men det er heller ikke særlig interessant fordi at fortænktheden bliver tydelig når de gode melodier slipper op.

Leave a Reply