»We’re just one big, fucked up family.« Således beskriver det britiske band Pulled Apart by Horses sig selv, og sådan vil de tydeligvis gerne opfattes. Med deres brutale bandnavn, blodige liveoptrædener og en lang række »I don’t care what you think of me, I’m a rockstar«-udtalelser har bandet gjort, hvad de kan for at skabe sig et ry, der passer til deres aggressive hardcore/punk-lyd.
Fire unge fyre med hver sin pladesamling er gået sammen, og det høres tydeligt her på pladen. Blandt heltene er King Crimson, At the Drive-In, Jesus Lizard og Shellac, og ud af kærligheden til disse er kommet et til tider iørefaldende, men ret så rodet første udspil. Genrer forvikles, og regler brydes af fire knægte med overskud og et drilsk smil på læben. Dette overskud har de med stor succes ført over på pladen, og allerede fra første fløjt får vi syn for sagen. Åbningsnummeret “Back to the Fuck Yeah” er mindst lige så kraftfuldt, som titlen antyder. Med et imponerende drive, sylespidse guitarer og trommer skaber de med enkle midler store forventninger. Disse indfries i hardcore-hymnen “I Punched a Lion in the Throat”, der baner vej for headbanging og tinnitus. Det er to skoleeksempler på hård rock med høj kvalitet og store armbevægelser.
Store armbevægelser avler ambitioner, og de spænder ben for Pulled Apart by Horses. På de to føromtalte numre spiller de simpelt og sexet, men det er desværre ikke det samlede udtryk. Billedet mudres alt for ofte af lysten til at skabe et komplekst og nuancerigt mathrock/posthardcore-udtryk. Hvor i særdeleshed Shellac og Jesus Lizard var pionerer, er Pulled Apart by Horses dilettanter og formår aldrig at skabe spænding og nerve i nogle lidt klodsede arrangementer. ”The Crapsons” varierer rytmestrukturerne fint, men bliver alt for forceret og for ren i udtrykket – uden bund og dybde. “Get Off My Ghost Train” starter også godt med fine sideskift og pågående spillestil, men bliver igen lidt for ensidig, og det kører i tomgang halvvejs igennem. Lignende lyder “The Lighthouse”, der ikke får tid og plads til at folde sig ud.
Der er generelt set for meget tom snak og imagepleje over bandet. For mens pladen spiller, og bandet fumler i deres forsøg på at opnå kunstnerisk anerkendelse, undres jeg over, hvor vildskaben og ‘lev stærk, dø ung’-attituden bliver af.
De fire briter får dog reddet lidt af det tabte med de mere poppede numre “Yeah Buddy” og “Moonlit Talons”. Som hos landsmændene fra Klaxons serverer de numrene i en spændende futuristisk og fremsynet indpakning. Særligt sidstnævnte gør dog god reklame for Pulled Apart by Horses. Med stor energi og synlig fremdrift kommer de med iørefaldende melodier godt ud over scenekanten. Her har de held med at forene deres store forkærlighed for mathrock med de evner, som de besidder inden for det melodiøse og det mere lækkert svingende. Alt i alt kan bandet være ok tilfreds med deres debut, men måske skulle man lade musikken og ikke imagebevidstheden tale næste gang.
hvad så, om man ikke accepterer præmissen, at de fremstiller sig selv med rockattituder, men ‘blot’ hører musikken…?