Blank Dogs, 15.10.10, Loppen, København

Pause Play Play Prev | Next

Fotos: Rasmus B. S. Hansen, www.terranaut.dk

At bevæge sig udendørs på cykel i København når der er Kulturnat, er et farligt foretagende, og især når ethvert hjørne på gader og stræder bliver omdannet til spontane flækker af en fragmenteret Grøn Koncert med fantastisk fulde personer, der slet ikke ænser andet end en meter frem for sig. Alligevel trodsede jeg 45+-flaskesegmentet og tog nærmest glædeligt cykelturen fra Nørrebro og ud til Loppen for at overvære helten(e) fra Brooklyn, NYC, med det dejlige tilnavn Blank Dogs give den én over darkwave-nallerne, der forhåbentligt sent ville blive glemt.

Som det så ofte er tilfældet med den efterhånden uhyre populære lo-fi new weird psychedelic/bedroom-punk-lyd, så er det også en ildsjældrevet, multiinstrumentaliseret enmandshær, der driver hovedbestanddelen af kræfterne bag projekt Blank Dogs i form af Mike Sniper, som i aftenens anledning, og på den tour der pt. er kørt i stilling, har allieret sig med godtfolk til at mestre det komplette lydbillede og sørge for en autentisk lydparade set i bagkatalogets lys. Og vi snakker altså mange udgivelser med hede lydeksperimenter i diverse medier og inden for en relativt kort tidsperiode på omtrent fire år.

Efter vel overlevet ankomst til et temmelig forladt spillested ved 22-tiden samt en endt runde med »hej og goddav« blev det konstateret, at København måske ikke kan bryste sig af at have den største Blank Dogs-fanskare. Nuvel, kernen er der altid og heldigvis for det. Men størstedelen af de godt 100 fremmødte gæster var formodentlig på plads for at støtte opvarmningsbandet Cola Freaks. Disse seks unge gutter, der sparker en dansksproget blanding af punk og mathpop af sted med underlægningssynth og tominutssange i bagagen. Det skal siges, at punk nu aldrig har været mit ståsted, og denne aften konstateredes det igen utallige gange. Drengene skal have kredit for energi og stageperformance, men over et holdbart bundniveau kom vi aldrig i den sag. Dertil er materialet endnu ikke modent i min optik. Det virkede til tider for rodet og uden decideret fokus (det vil sige, at der sagtens kunne skrottes lidt hist og her og ydes en retfærdig selvkritik for at optimere pakken). Det irriterer mig i hvert fald grelt, at Cola Freaks nu for mig mest af alt virker som Marvins Revolt peppet op med synthesizisk Dúné. Og det er vist ikke dér, vi skal være, vel? Eller som en ven ytrede: »Det ville have været dobbelt så godt, hvis det tog halvt så lang tid.«

Helt modsat kynisk, kold og introvert fremstod Blank Dogs til gengæld fra første tone. Alt blev holdt i et nøgternt nøglegreb, og intet blev overladt til tilfældigheder. Forløbet var simpelt, men forventet. Ingen unødig ordveksling. Ingen decideret pjat og anekdoteoplæsning, bare ren og skær lyd. Kold, skærende og effektpåvirket lyd. Samtlige guitarer og vokaler m.m. blev svøbt i ren mudder og overdubbede effekter, der fremtvang smil ved genkendelsen af den autentiske Blank Dogs-lyd. Opskriften var tillige enkel. Først blev et tonegenereret elektrobeat bygget op ved hjælp af et thereminlignende instrument plus trommemaskine tilsat en horde af effekter, og efter en rundgang takter blev beatet fulgt op af en ekstra tromme og de to hvæsende guitarer. Den ene var en 12-strenget, hvilket i denne lydsammenhæng gav ekstra sul på materialet, og de ikonografiske introforløb forblev djævelsk stramme og harmoniske. Måske er det hele grundlaget for, hvad Blank Dogs er. Et væld af uhomogent materiale, der tilsammen udgør en harmonisk størrelse. En slags dansabel Cabaret Voltaire-rytme, der byder en koldbenet Joy Division op til underspillet samvær tilsat en mikstur af en kridhvid, kynisk, men poppet coldwave.

Mike Sniper beholdt hætten på fra start til slut og tilkendegav, at selvom bandet dryssede introvert stjernestøv ud af strengene, så var der stadig plads til en fest. En stram fest, selvfølgelig. Fair nok, måske kan man rammende sige, at det var en fest for de indviede, for vi er selvsagt helt ude i en niche, der kræver sit. Men Blank Dogs-repertoiret er stort, og vi kom godt igennem mange af de obskure udgivelser, så efter storhits som ”Slow Room”, ”No Compass”, ”Before the Hours” og i særdeleshed ”Leaving the Light On” kunne de resterende 50 gæster snildt finde plads til at nyde lyden, uanset om man kendte Blank Dogs eller ej. Og selvom koncerten var hurtigt overstået, og de 11 skæringer plus et enkelt ekstranummer blev eksekveret ganske overbevisende, stod man jo tilbage med sin imaginære liste i hånden og ville kun have mere. I stedet cyklede man hjemad igen med Blank Dogs på mp3-afspilleren og undgik kun lige med nød og næppe at køre endnu mere fantastisk fordrukkent 45+-segment ned.