Håkan Hellströms sange har altid balanceret mellem fantasi og virkelighed, og han har forsøgt at give lytteren håb om en bedre verden, hvor man ikke er alene. Måske er det netop dét, der har gjort Hellström fra Frölunda til en af Sveriges allervigtigste og mest indflydelsesrige artister. Hans drengede charme har for længst passeret Øresund, og selvom det er noget unaturligt, at han ser så evigt ung ud (36 år…), er det svært ikke at blive en smule glad i låget, når man lytter til hans smittende musikalske spjæt.
Det femte studiealbum, 2 steg från Paradise, træder ikke nævneværdigt væk fra den sti, Hellström normalt betræder. Her er ørehængermateriale, teenage-romantik og hvalpet pop/rock, der heldigvis emmer af svensk melankoli og eftertænksomhed, så man slipper for det lejrbålsagtige irritationsmoment, som hans univers ellers kan lægge op til.
Der er musik til de øldrikkende mænd, der trænger til at råbe højt, i form af f.eks. “River en vacker dröm”, og musik til de kåde piger i pladens ballader som f.eks. “Jeg vet vilken dy hon varit i”. Hellström formår at lave plader, der flytter sig i udtryk og tempo, uden at man falder af hesten eller bliver irriteret over den vekslende intensitet, og man når aldrig at falde i søvn eller gå kold af udmattelse. Faktisk er 2 steg från Paradise lidt af en stille eksplosion, der består af lutter smittende popmateriale, og selvom pladen er meget nordisk og ren, er der på mange måder også klare referencer til Manchester-poppens legesyge elementer. Det er en fin cocktail, Hellström formår at mikse.
Hellström spænder buen ud mellem Burt Bacharach og The Avalanches, mikser det hele med drillende tværfløjtefunk og 60’er-trompetsekvenser og smører knæ og stemmebånd med en masse retrobeats. Her møder 60’erne 80’erne i uskyldig kispus, godt hjulpet på vej af Joachim ‘Jocke’ Åhlunds produktion. Pladen mangler måske de helt store, mindeværdige sange, der kunne blive en landeplage, men det er altid en fornøjelse at lytte til Hellströms markante og besnærende vokal, som uden videre formidler både det stærke og sårbare balladeudtryk samt festens glade budskab.
Som Hellström synger i “Man måste dö några gånger innan man kan leva”: »Man måste genom skam / Man måste genom drömmar / Man måste dö några gånger innan man kan leva.«
