Det var ikke en stormfuld aften, der var ikke snestorm, ja, faktisk småregnede det kun lidt, men denne aften var alligevel noget særligt. Det var nemlig ikke kun første søndag i advent. I et lille gult hus var der ude i køkkenet et endnu mindre musehul, og inde i det musehul var Mor Mus i gang med at føde. Det, kan man indvende, er der jo ikke heller ikke noget særligt ved. Det gør mus hele tiden. Men denne aften var alligevel speciel. For ud af Mor Mus kom der kun en enkelt unge.
»Hvad pokker?!«, vrissede Far Mus og kiggede op i Mor Mus’ mave.
»Kommer der ikke flere?«
Den lille mus, der havde fyldt Mor Mus’ mave de sidste 14 dage, lå helt krøllet sammen og lyserød og kendte intet til sin fremtidige skæbne. Ja, faktisk kendte den nærmest intet til sin nutidige skæbne heller.
»Han må være noget særligt,« sagde Mor Mus, »han skal hedde Verner.«
»Jaja, det skal han vel,« sagde Far Mus og gik hen til musehullet og lod sig forføre af duften af klejner.
Snart forfulgte han duften, og lod skuffelsen krølle sammen i Mor Mus’ skød. Kort efter hørte Mor Mus et højt skrig og et ordentligt brag. Far Mus kom ikke hjem den aften. Ej heller den næste. Den tredje aften kom et andet dyr dog på besøg. En pote med lange kløer fægtede ind i hullet og rev fotografiet af Tante Mus ned ad væggen. Mor Mus gemte sig i sengen med lille Verner. Med opspilede øjne.
Dagen efter forlod hun musehullet med Verner på maven med retning mod Tante Mus. December var lige startet, men det sidste, Mor Mus tænkte på, var jul.
Hvis du vil læse, hvad der videre sker med Verner, så følg med næste adventssøndag. Hvis du vil vinde en adventspakke, så svar på nedenstående spørgsmål senest fredag 3. december.
Vi har en vinder. Tak for interessen…
