Foto: Philip Barker
Dette er andet afsnit i Undertoners juleføljeton. Læs første afsnit her.
Svusj! En stor bunke sne rutsjede ned ad taget og landede med et brag på fortovet. I sidste uge var familien Markmussen gået til i sådan en lavine, så Verner stak ikke halen mellem benene, nej, han lod den halse efter sig, mens hans krop pilede hen mod skolen.
I sidste uge havde de lavet musetrapper og guirlander, og nu hang de et stort rod over hele klasselokalet, men lærerinden mente nu alligevel, det havde sin charme og skabte rigtig julestemning. Verner var ikke i julehumør. Det havde altid været en lidt svær tid hjemme hos ham.
Gunilla skar ind midt i lokalet, der flød over af julepynt og hvinende museunger. Verners hjerte begyndte at slå hurtigt igen. Han var ellers lige faldet ned efter sneskredschokket. Men hjertet slog på en anden måde. Rytmisk bankede det varme helt ud i Verners små musefødder, så de begyndte at svede. Knurhårene krøllede sammen.
»Sæt jer ned«, sagde lærerinden.
»Lad os starte med at finde ud af hvem, der skal have dagens honninghjerte.«
”Oh boy, oh boy”, tænkte Verner, ”bare det er mig.”
Pernille trak et navn i hatten: »Verner.«
»Yes!« råbte han lidt for højt og kiggede forlegent på Gunilla, der smilede til ham. Han gik op og fik sit honninghjerte og ville gemme det, til han kom hjem. Så kunne han dele det med sin mor. Måske ville det gøre hende lidt glad.
I et af frikvarterne stod han lidt for sig selv. Kiggede ud på menneskeungerne, der smed små sneskred efter hinanden.
»Hej Verner«, lød en blød stemme.
Verner vendte sig om. Et par store, sorte øjne kiggede på ham.
»Gunilla!?« kvækkede Verners stemme.
»Du fik julehjertet i dag.«
»Ja.«
Gunilla kiggede ned i jorden. Vimsede lidt med halen.
»Vil du have det?«
»Hvem, mig?« hvinede Gunilla.
»Ja.«
»Aj, den er fjong. Hvor er du sød.«
Verners hale slog knuder på sig selv. Sneen blændede Verner, så han fik regnbuefarvede pletter for øjnene.
Da de havde fri, kiggede Verner efter Gunilla og fandt hende med et par fnisende veninder. Fødderne havde svært ved at tage ved den kuldfrosne sne, men fik bevæget Verner over til Gunilla, som han hurtigt stak sit honninghjerte.
»Øhm, skal vi følges hjem?« rystede Verners stemme frem.
»Åh, altså jeg har aftalt at følges med Gunnar, så det kan jeg ikke«
Verners hoved nikkede ned mod den udstødningsgrå sne ved vejen.
»Men tak for honninghjertet,« råbte hun på vej væk fra Verner og hen mod Gunnar. Hendes stemme forsvandt i den kolde luft.
Verners hale slæbte henad gulvet, da han kom ind ad døren. Mor Mus sad og strikkede i hjørnet.
»Hvad er der, skat?«
»Mor, kan du ikke fortælle om dengang med far. Den aften da jeg blev født.«
Mor Mus rynkede snuden.
»Jo, altså, du var lige blevet født, og din far var så stolt. Han brølede af glæde. ”Endelig en stor stærk søn”. Han ville fejre det med nogle julekager, og da familien vi boede hos, lige havde bagt klejner, gik han på togt. Desværre havde de også lige købt en stor, grum kat. Og den gik direkte efter din far, da han stod med en klejne på ryggen. Din far kæmpede bravt. Slog katten i hovedet med klejnen. Pilede alt hvad han kunne. Men katten var hurtigere. Og … ja …«
Mor Mus kiggede frem for sig og kælede mekanisk Verner på hovedet.
Fra radioen i køkkenet kunne man ind gennem musehullet høre »…merry Christmas, and a happy New Year, let’s hope it’s a good one, without any fear.«
Følg med 3. søndag i advent for at se, hvordan Verner klarer sig videre i livet. Hvis du vil vinde en adventspakke, skal du bare svare på nedenstående spørgsmål senest fredag den 10. december.
Vinderen er fundet…
