Dette er sidste afsnit i Undertoners juleføljeton. Læs afsnit 1, 2 og 3.
Konkurs?! Hvordan fanden kan vi være konkurs? Vi er byens største reklamebureau. Verner sled gulvtæppet op. Travede frem og tilbage. Kroppen bevægede sig selv. Frem og tilbage henover de klinisk rene fibre, der for hvert møde med Verners Gucci-sko, måtte give lidt af sig selv. Verners hoved blev varmere og varmere. Hver eneste tanke der borede sig ind i hans hoved fungerede som mikrobølger. Verners hoved var begyndt at syde.
På bare tre år havde Verner opbygget sit reklamefirma. Hver dag. 12 timer. Bare hive den ene kunde ind efter den anden. Stjæle fra konkurrenter. Producere idéer. Billboards. Busser. Magasiner. Verners slogans var overalt. Lokkende alle de latterlige mus til at tro, at de skulle have nyt fjernsyn, nyt tøj, nyt nyt. Tåber. Alle til hobe.
Men tåberne havde gjort ham rig. Champagne, damer, fester. Han kunne gøre, som han ville. Og gjorde det. Betalte en tjener for at hugge sin hale af, så Verner kunne have to. Tjenerens snude vejrede pengenes muligheder og mistede sig selv. Noget af sig selv. Haha, hold kæft, alt det blod. Udover det hele. De andre gæster så til i rædsel. Restaurant-ejeren var oprørt. Pengene var som valium for ham. Han skulle også bare have nok. De kan alle købes for penge.
Men nu er der kraftedeme ikke flere. Kassen. Det er sgu regnskabschefen selv, der har stjålet fra kassen. Det lille møgsvin. Tror han kan slippe godt fra det. Han kan tro nej. Han kan fandeme tro nej. Han kan få et slag til hovedet. Bare køre en lille tur ud til det gamle godsbane-område. Klonk!
Og mor, hun var så stolt. Nu kan hun se sin søns virkelige potentiale. Taberens søn. Taber får taber. Forpulede julemiddag. Satme om han gad. Satme. Nix. Det bliver der ikke noget af.
Verner hældte en whiskey mere i glasset. Den mørkegule væske skvulpede ned i glasset og kastede sig op ad siderne, klistrede noget af sig selv på glasvæggen, inden den faldt til ro i bunden. Verner greb ud efter spejlet på skrivebordet. Fandt sit kreditkort frem. Den nederste side havde små flækker i plastikket. Overfladen var begyndt at krakelere. Verner maste den ned i kokainen. Løste klumperne fra hinanden. Igen og igen. Hak, hak, hak. Indtil det var helt pulveriseret. Samlede det. Strakte det. En mandhaftig streg. Stregen i sandet. Hertil og ikke længere. 1000 kr-sedlen foldede næsten sig selv. Den havde prøvet det før. Kendte dens job. Den ene ende i kontakt med Verners snude. Den anden rørte let spejlets glatte overflade. Lige ved starten af stregen. Verner trak vejret dybt ind og lod partiklerne hvirvle op i snuden, mens han bevægede sedlen til enden af stregen. End of the line. Her stod Verner af. Trådte tre skridt bagud. Overkroppen fortsatte bagud, ramte kontorstolen på vejen, inden Verners hvide skjorte blev presset ind mod kroppen af gulvets vægt. En fin, tynd stribe blod trak et spor efter sig ned over Verners yderste knurhår, indtil det slap og ramte de nedslidte gulvfibre.
Fra Verners B & O-anlæg kunne man høre årets julehit og linjerne:
»A crowded room, friends with tired eyes
I’m hiding from you and your soul of ice
My God I thought you were someone to rely on…«
Dette var sidste afsnit i Undertoners juleføljeton. Hvis du vil vinde en adventspakke, skal du svare på nedenstående spørgsmål senest torsdag den 23. december.
Den allersidste vinder er fundet…
