Jefre Cantu-Ledesma er noget af det tætteste, man kommer på en nutidig indie-kunstner. I hvert fald hvis man forstår begrebet indie, som det oprindeligt skulle forstås. I en tid, hvor termen hæftes på så forskelligartede kunstnere som LCD Soundsystem, Interpol og Arctic Monkeys, er det lykkeligt at møde en mand, der giver indie-begrebet mening og respekt. I tidernes morgen var det en fællesbetegnelse for de bands, der troede på kreativ og kunstnerisk uafhængighed over kommerciel succes, hvor det i dag udelukkende fungerer som genre-sortering.
Cantu-Ledesma er dog et levende bevis på, at begrebet stadig har sin berettigelse. Ud over at udgive under eget navn er han en del af et krautrockband (The Alps), en noiserockgruppe (The Holy See) og grundlægger af kvintetten Tarentel, der bevæger sig ud i det postrockede. Han leger også med et ambient soloprojekt (Colophon), og så hjælper han til i en håndfuld andre bands. Med undtagelse er Tarentel er disse bands’ arbejder sjældent blevet udgivet i mere end 100-200 kopier.
Heller ikke på sin seneste plade, Love Is a Stream, går Cantu-Ledesma på kompromis med sig selv og sin musik for at opnå bred anerkendelse. Der bliver nemlig ikke leflet for nogen på denne tre kvarter lange shoegaze/noise-udskejelse. Der findes i enkelte, hengemte øjeblikke vokalspor, men disse og andre adspredelser er gemt væk under et tykt tæppe af knurren, brummen og brusen. Støjen er til tider næsten kvælende stillestående, men man kan ved dyb koncentration fornemme, at der langt nede findes lys, varme og melodi.
Man skal syv minutter hen, forbi den lidt tunge “Stained Glass Body”, før man for første gang bliver afledt af små blinkende keyboard-stykker. Inden da har det knast, kradset og skuret, og det luner at møde lidt menneskelig kontakt i “Loving Love”, der indeholder lidt af den dybde, som er nødvendig for et instrumentalt værk. Her findes der harmoniske guitarbidder og synthesizerflader, og selvom de er trukket langt tilbage, skabes der sammen med den kværnende hvide støj et flot lydligt tapet, der fortæller om både desperation og håb.
Imellem de lidt længere musikstykker ligger der nogle små mellemstykker, som varierer i tempo og tone. Nogle er i særligt grad utilnærmelige og afvisende, mens andre fremstår som små vignetter af melodisk sans og melankolsk blidhed. “Body Within Body” repræsenterer sidstnævnte og lægger fint op til en af albummets perler, “Where You End & I Begin”.
Med dette nummer formår Cantu-Ledesma for første gang at fange mig i sit spindelvæv af spændstighed og liv. I det mørke rum, han frembringer med sine knækkede noise-beats og flotte, svævende synthflader, findes der også en utydelig dør ind til storladne shoegaze-stykker, der prøver at komme fri. De fine melodier, som bestemt er til stede, bliver på samme tid trynet og båret frem af Cantu-Ledesmas lyst til at maskere skønheden og kærligheden. Han ved godt, at lyset bag er stærkt og klart, men de her indestængte åndedræt af liv bliver kun taget, så det lige præcis overlever. Det er et enormt sårbart nummer, og der er nærmest en kamp mellem aggressivitet/vold/ondskab og sanselig, øm kærlighed. Man kan hverken få det ene eller det andet, men de kan heller ikke skilles ad.
Knap så kompromisløs er den brusende og livsbekræftende “White Dwarf Butterfly”, der ikke kræver nær så meget tålmodighed. Der er mere følelse end forløsning, men man kan sagtens fortabes i lydlandskabet, som kan minde lidt om det hos Slowdive og My Bloody Valentine. Der bliver lidt tomt, når man dropper høretelefonerne, for i disse er man næsten i ét med musikken.
Brusende og udslettende som havet er “Wild Moon and Sea”, der hypnotiserer med smukke synthesizere. Det er et meget dragende nummer, der nærmest kører i ring. Man ved ikke, hvor man bliver båret hen, men der er noget ukontrollabelt vildt over nummeret, som jeg godt kan lide. Det er lunefuldt og frodigt som naturen. Længere henne, midt i idyllen, korrumperes det pæne lydbillede af mekanisk, menneskelig støj. Et meget stærkt nummer.
I dønningerne af havets renselse runder Cantu-Ledesma af med “Mirrors Death”, der måske ikke er så skrap i sin metaforik, men som roligt og afvæbnende slukker Love Is a Streams brændende ild.
Det er altså noget af et værk, Jefre Cantu-Ledesma her har givet os. Det kan virke uforståeligt, at en så produktiv kunstner kan fremvise en så massiv tilstedeværelse, som det er tilfældet på pladen her, for det er virkelig en oplevelse at dykke ned i hans lag-på-lag-musik, og selvom der er flere steder, hvor intensiteten, energien og ideerne slipper lidt op, er der rigeligt stof for nysgerrige musikelskere. Man skal være villig til at åbne sig for pladen, men så vil man formentlig også give fortabt over for den ensomme tiltrækningskraft, der gør, at man glemmer både tid og sted.
