Dette er tredje afsnit i Undertoners juleføljeton. Læs første afsnit her og andet afsnit her.
Sneen prøvede at gnide eyelineren ud, men Verner havde brugt ekstra meget farve, så det skulle nok holde resten af dagen. Læderjakken med ”No future love” holdt ham varm, selvom der var minusgrader.
Da han åbnede døren ind til øvelokalet, blæste Ronnis forhastede rytmer lige i hovedet på ham. Knud stod ovre i hjørnet og rodede med bassen. Det gjorde han altid. Det var svært at vide præcis, hvad han lavede, men det var det, han gjorde.
»Hva’ så, er I klar til koncerten, drenge!!!« råbte Ronni.
»Slap nu lige lidt af«, sukkede Verner.
»Slap af?! Vi skal sgu ikke slappe af. Vi skal være tændte.«
»Jo, men ikke så tændte, når vi spiller mine nye numre.«
»Dine nye numre er røvsyge. Sådan noget depressivt pis.«
Verners ryg faldt sammen. Hvis han havde været et firben, var halen faldet af.
»Hey, jeg har fået fat i en bootleg med Stiff Little Fingers«, fortsatte Ronni. »Den er pissefed. De laver et cover af ”White Christmas”. Masser af smæk på, mand. Det skal vi sgu da også. Det er jul og sådan. Det bliver skidesjovt. Så massakrerer vi den fuldstændig.«
»Det gider jeg altså ikke.«
»Gider?! Hold nu kæft, og lad være med at være sådan en hængerøv.«
»Kan vi ikke bare øve, så vi er klar til koncerten fredag?«
Fredagen sneg sig langsomt ind på Verner. Han var nervøs. Det var første gang, at de skulle være hovednavn henne i ungdomshuset, og samtidig skulle han præsentere publikum for det nye materiale. Ville de kunne lide det? Og Ronni. Han var sådan en narrøv. Han ville bare spille sin røvsyge, pubertære punk. Op i røven med politik. Det hjælper jo alligevel ikke noget. Næ, menneskets inderste er relevant for alle. Flåssede nervetråde. Amputerede relationer. Hjertets atomsprængte, sorte stumper.
Da bandet gik på scenen fredag aften, var Verner modløs. Ronni var helt høj på blåskimmelost og kunne slet ikke styre sit energi-niveau. Spændingerne satte små rystelser i Knuds ansigt, så det sitrede.
»Er I klar til aftenens main attraction?« råbte Pelle ude på scenen.
»JAAAAAAAAaaaah«, råbe publikum aggressivt.
»Her kommer Rotter!«
Verner var begyndt at hade det navn og trissede ind på scenen med sin guitar slæbende efter sig. Ronni overhalede ham og nærmest kastede sig ind i trommesættet.
»1,2,3, flyt jer«, råbte han, og bandet spyttede ”Jeg er så træt af dig(lige Danmark)” ud. Ronni løb i forvejen, som en far på flugt fra katten.
Næste nummer, ”Færdig arbejd”, blev fuldstændig splintret af Ronnis sololøb. Publikum elskede det.
Aftalen var, at de spillede et af Verners nye numre som det tredje nummer. Verner trak vejret dybt, rystede knurhårene, nikkede til Knud, der satte gang i en dyb, melodiøs basgang, kiggede ud på publikum, der kiggede frådende, måbende tilbage, ordene faldt hult ud af Verners mund:
»Glatsorte pytter spejler dit ansigt
løsrevet fra minder glemt
tjæren i min mundvig…« BAMBAMBAMbammedabambam!
Ronni væltede rytmer indover Verners vokal, alt for mange i alt for højt tempo. Verner hvæssede tænder på mikrofonstativet og kylede sin guitar efter Ronni. Exit.
Verners tanker myldrede gennem natten. Skide Ronni. Jeg hader ham. Forbandede jul. Jeg hader den. Hader, hader, hader.
Følg med 4. søndag i advent for at læse sidste afsnit i juleføljetonen og finde ud af om Verner nogensinde kommer i julestemning. Hvis du vil vinde en adventspakke, skal du bare svare på nedenstående spørgsmål senest fredag den 17. december.
Vinderen er fundet…
