Dengang kvartetten fra Brighton skulle finde på et navn, syntes de egentlig bare, det var sjovt at lege japansk duo. Flueben ved humor. Inspirationen fra Can og Neu! er blevet lagt frit frem i flere interviews, og den er stadig til stede – tilsat et gran disco. Flueben ved cool inspirationskilde. Kombinér de to flueben, og det er nemt at se, at der også skal en portion ironi til for at få det hele til at hænge sammen. Den kniber det med på Ventriloquizzing.
Bandet har tidligere leveret små popperler balancerende på kanten af kraut, pop og disco. Transparent Things havde sine momenter. Ukompliceret og nemt at nynne med på. Fujiya & Miyagi leverer på Ventriloquizzing vejrtrækningstunge vokaler og bølgende basgange produceret med tysk 70’er-tyngde. Teksterne har stadig intenderet kringlet humor, men er nu sjældent sjove. Eksempelvis »You change your mind like the wind blows / You change your mind when the wind blows« fra “Yoyo”, mens linjen »It’s no good crying over spilt milk« gentages hele vejen igennem “Spilt Milk”.
Størstedelen af numrene er bygget op omkring basgang og trommerne. Synths spiller kun en mindre rolle, undtagen på det indisk mysticisme a la Kula Shaker-inspirerede “Minestrone”, og lydbilledet er meget homogent. Det er måske uretfærdigt at sammenligne Fujiya & Miyagis lydunivers med Stereolabs, men det er en meget oplagt parallel, der ikke overraskende falder ud til Stereolabs klare fordel. Fujiya & Miyagi leverer oftest mere tomgang, forstået cirkulært, end fremadrettet drive, når bas og trommer er sat i gang. Samtidig er det begrænsede fokus på melodi også med til at sætte musikken i stå. Der mangler et simpelt kraut-drive flere steder – “Pills” undtaget – som Stereolab i den grad mestrer.
Forsanger David Best har lagt sin vokal ned i et hviskende leje, der næsten er gennemgående for albummet. Efter tredje nummer håber man på, at han giver den mere gas senere på albummet, af frygt for at det bliver for ensformigt. Men det gør han ikke. “Taiwanese Boots”, der er centreret omkring et klaverriff og en bunke funky trommer, savner ellers i den grad vokalspræl for at hænge sammen. Og i “Sixteen Shades of Black and Blue” lyder han som en overkælen Right Said Fred-klon. Alvoren i hans stemme bliver på mange måder ret komisk, når han prøver at kombinere sin mandige vokal med de ironiske tekster.
Det føles lidt for ofte, som om Fujiya & Miyagi ikke har samme kontrol over fusionsformlen mere som før. Albummet har for få stærke elementer, som sangskrivningsmæssigt tager en anden kurs end velsmurt bas og trommer. Det ene nummer tager ofte over efter det andet, uden det bemærkes. Og stemningen er kun halvhjertet dyster. Det er simpelthen ikke engagerende nok at lytte til. Måske fordi Fujiya & Miyagi ikke selv er engagerede mere?
