Om der ligger en sammenhængende tematisk idé bag New Brigade, kan jeg ikke helt lure, da teksterne ofte bliver leveret med en apatisk eller sløset diktion, der gør dem svære at dechifrere. Men det er måske også underordnet, for pladens musikalske spændingsfelt mellem støjende no wave og melodisk kværnende postpunk ender ud i en uforfalsket energi, som sammen med en lettere distanceret vokal på fremragende vis i sig selv er i stand til at formidle negativt opbyggelige tilstande som opløsning, desillusion og frustration. Civilisationen er på sammenbruddets rand. Istiden, som flere punkbands (f.eks. Warsaw, The Clash og Sods) har anvendt som symbol på selvsamme, er på vej. Eller måske er den ifølge Iceage her allerede. Den nye hær er i hvert fald trukket i kampuniformen, for dens komme bliver varslet af marcherende rytmer i “Intro”.
På New Brigade er den uimodståeligt catchy “Broken Bone” og den snublende, distinkt klirrende “Collapse” oplagte gengangere fra den 7-tommer, der udkom forrige efterår. Selvom de er blevet cirka 10 procent mere hifi, hører de også på New Brigade til blandt højdepunkterne, men de får kamp til stregen om at være bedste Iceage-sang til dato af mindst en håndfuld nye numre.
Grundopskriften bag sangene er den samme: Knastørre trommer, heftigt klirrende guitarer og pulserende basgange udgør det buldrende fundament under forsanger Elias’ vokal. Men det er i strammere og mindre kaotiske udgaver sammenlignet med 7-tommeren. Både den konfronterende “White Rune” og det hæsblæsende titelnummer brænder af ungdommelig energi, men samtidig er Iceage her forbløffende fokuserede – både på at spille sammen som en enhed og på at skrive fængende omkvæd. Det samme er tilfældet med den forrygende afrunder “You’re Blessed”, og til dels “Eyes”, der er uden et funklende omkvæd, men ellers ikke står meget tilbage for The Falls beskidt gyngende postpunk, når dén er bedst.
Ikke alt er dog lige overbevisende på New Brigade. Både “Rotten Heights” og “Total Drench” er rodede parenteser, der mest synes at støje for støjens skyld. Især sammenlignet med pladens øvrige numre er de under niveau og virker usammenhængende og ideforladte. Personligt havde jeg forventet flere af sådanne fejlskud, da bandet live kan virke ugidelige, uden timing og teknisk udfordrede. Det er langtfra tilfældet. New Brigade er overraskende stærk.
Selvom Iceage er DIY på Swell Maps-manér, da de har grebet mikrofon og instrumenter og indspillet musik, før de reelt har evnerne til det, har bandet i fællesskab med Nis Bysted (Thulebasen) og Jens Benz formået at få skidtet til at hænge sammen. Men stadig har man hele tiden en fornemmelse af, at sangene kan falde fra i hinanden når som helst, for spillestilen er, om end overraskende tight, stadig herligt smadret. Denne usikkerhed er en af Iceages styrker, da det giver sangene en ufornægtelig intens nerve. At sangene så samtidig er så forbandet medrivende, forstærker blot New Brigades gennemslagskraft.
