Jeg tror, Joan Wasser er forelsket. Lad mig forklare.
På sit nyeste album, The Deep Field, har sangerinden bag Joan As Police Woman valgt soulen og den potente r’n’b frem for tidligere tiders mere eksperimenterende og punkede lydbillede, og det klæder i den grad musikken og Joan Wassers projekt som sådan. Det er pænere, mere poleret og mere… happy. Hvis man selv er til det lettilgængelige og poppede udtryk – eller er forelsket – skal man nok blive tilfreds med newyorkerens fjerde studiealbum.
“The Magic” er eksempelvis et regulært, velkomponeret dansepopnummer med Wassers karakteristiske, falsetlydende stemme og et overordentlig smittende, sprødt beat. Både i numrenes egen struktur og samlet set som plade er The Deep Field homogen uden nogensinde at være kedelig. Det fragmentariske, man kunne finde på tidligere album, synes at have samlet sig til sammenhængende soulpop, der er smittende i al sin behagelighed. Stemningen er tilbagelænet afslappet, melankolsk og samtidig kælen og lokkende.
“Flash” er underspillet halvdyster med trommer, der kun næsten er til stede, luftigt åndende kor og en forvreden vokal i forgrunden. Wasser synger: »Part me lover, like the Red Sea / please don’t hold back / help me remember that I can’t forget / paint me jetblack, paint me jetblack.« Rytmen bevæger sig cirkulært ingen steder og alle steder hen og ender næsten med at være hypnotisk gentagende. Det er ret lækkert.
Pladens sidste nummer, “I Was Everyone”, afslutter med en over to minutter lang energiopbygning af harmonisk og medrivende kor og rytme, og man forventer næsten et halleluja-råb, før en kvinde afslutter pladen og nummeret med: »Stand up and be heard.«
Det dovne taber aldrig pusten, og der er i næsten samtlige numre en stadig pulserende energi, der holder både interesse og tempo ved lige. Wassers vokal er intens, ærlig og ekspressiv, og vokalens følelsesfulde samspil med musikkens varme synes at invitere lytteren helt inden for i intimsfæren og også hen på bjørneskindet foran pejsen. Som modvægt til instrumenternes bløde soullyd ligger Wassers halvskingre vokal helt oppe i forgrunden, så The Deep Field ikke bare ender som Sade-lydende baggrundstapet.
Lyden smyger sig rundt, men man skal lede længe efter musikalske udfordringer og ‘lige på grænsen’-lydleg. Til gengæld er der rigeligt med velproduceret og velgjort popmusik, der er tung af seksuelle under- og overtoner, og alt i alt kunne jeg derfor godt mistænke Wasser for at have været en smule forelsket, mens hun lavede pladen. Eller i det mindste bare lidt halvkælen.
Download gratis Joan as Police Woman-sampler inkl. “The Magic” her.
