Tidligere i år udgav LA Vampires sammen med dystre Zola Jesus den første af en bebudet række af samarbejdsplader. Bag det bidske pseudonym gemmer sig Amanda Brown. Inden hun blev bidt af en gal vampyr, var hun en del af Pocahaunted. Veninden og bandkollegaen Bethany Cosentino forlod imidlertid gruppen til fordel for garagepop-projektet Best Coast. Ensomheden tiltaler tydeligvis ikke Brown, og måske er det derfor, hun har kastet sig ud i disse mix-samarbejder. Det andet i rækken er lavet i selskab med lydkollage-kunstneren Matrix Metals.
Men hvem er Amanda Brown egentlig? Det er et interessant spørgsmål, som ikke umiddelbart finder et svar under gennemlytningen af So Unreal, som er produktet af Browns svævende vokal og Matrix Metals grumsede keyboard-loops.
Der er noget legesygt og lunefuldt over hele projektet her og Amanda Brown generelt. På albummets anden skæring, “How Would U Know” pirrer hun ganske fint til nysgerrigheden: »You could be anyone, how would I know / we could go anywhere, how would I know / they could be after us, how would I know / I could be faking this, how would U know.« Der synes at være en lyst til at lege med lytteren, en trang til at føre tilskueren bag lyset. Men måske er der også hos Brown selv en tvivl om, hvem hun egentlig er. Musikken, baggrunden, bunden virker næsten ligegyldig. Trods en fin start med sexede keyboards og trommemaskine går den repetitive formel hurtig i tomgang, og man står alene med Amanda Browns urolige mantra, der kører i ring. Det er som en plade, der er gået i hak, og imens leder hun med lys og lygte efter sig selv i musikken og sin ret vemodige lyrik.
Det er dog kun i enkelte øjeblikke, at man finder tålmodighed til at analysere teksterne og nyde musikken. For oftest bliver man lullet i søvn af de evindelige og kedelige loops, der dræber sangene. Med en gennemsnitlig spilletid på seks et halvt minut skal der stor kreativitet til, hvis man ikke vil tabe lytteren efter de første par numre. Det lader dog ikke til, at lytterens glæde har været et tema under indspilningerne, for den grumsede produktion og de lidt halvfærdige arrangementer er i hvert fald ikke af en kvalitet, som ret mange vil efterspørge. Browns vokalarbejde virker også underligt ufokuseret og fraværende. Det kan meget vel være, at meningen er, at det skal lyde råt, farligt og utilnærmeligt, men sandheden er, at man bliver ør i hovedet af de mange instrumenter og den kaotiske stemning, der præger lydbilledet.
I dette hypnotiske univers er det afgørende, at man som lytter får ro til at fordybe sig, og der er da også både rum og tid til at indfri forventningerne, men desværre er niveauet der ikke til at skabe nogle slidstærke kompositioner. Det er også et spørgsmål om at turde fravælge og tro på egne evner. “Don’t Dance Alone” er electroclashet og mere uregerlig end pladens andre numre. En vild lyd af 80’er-laserstråler og en lidt tam trommemaskine åbner ballet, og mens man tror, at disse to vil forme nummeret, springer det ind med besynderlige afrikanske trommerytmer og børne-keyboards i en absurd blanding. Hele herligheden fremføres som fra et gammelt og slidt kassettebånd. Man savner, at der bliver skåret ind til benet, og at kun det stærkeste får lov at overleve.
Det siger noget om pladens spændvidde, at ”Berlin Baby” bliver skudt af sted med et spøjst miskmask af trompet, keyboard, synthesizer og percussion. I en sær jazzet cocktail dræber LA Vampires og Matrix Metals i slæbende og vuggende stil intensiteten ved at parre bunden med Browns intetsigende og tilbagelænede vokal. Det er næsten, som om de to kunstnere har troet, at en aparte instrument-opsætning fører til kunstnerisk anerkendelse. Så let er det heldgivis ikke.
Lidt mere simpelt er afslutningsnummeret “So Unreal”, der også er pladens mest udadvendte. Vanen tro er skabelonen skåret af et keyboard-loop, der til en afveksling er både charmerende og medrivende. Det kunne være lyden af et lækkert 80’er-tv-sample, men som det sig hør og bør på So Unreal, har Matrix Metal travlt med at vise sin tilstedeværelse ved at pådutte en ellers okay sang lyden af glimmer, glitch og noget, der lyder som en udsyret blokfløjte. For at gøre det hele værre varer det i otte minutter, og det er fem for længe.
Den lidt tynde formel er altså overhovedet ikke stærk nok til at bære de 40 minutters spilletid. Svaret på, hvem der gemmer sig bag LA Vampires, inden i Amanda Brown, er stadig ikke fundet, men hun gør i hvert fald sit til at opretholde nysgerrigheden ved at gemme sig bag Matrix Metals’ lydkollager. Hun imponerer dog heller ikke, når hun åbner munden; uanset hvilket udtryk hun leder efter, mangler der både sensualitet, dybde og nærvær.
Tilbage står man med en masse spørgsmål og en lang næse efter at have hørt produktet, der formentlig er blevet udarbejdet over en lang weekend og en helvedes masse joints. So Unreal er resultatet af et langt grineflip, og i hashtågerne lyser der enkelte fine passager, men vi mangler stadig at finde ud af, hvem Amanda Brown egentlig er.
