»Da Martin i 2008 lavede en ep som Onkel Dunkel, fik han hjælp af Michael, men Onkel Dunkel var der også andre, der hed, og selv om Gaffa syntes, at det, Onkel Dunkel havde lavet og sunget, var fire stjerner værd, så valgte de alligevel at linke til nogle af de andre. Onkel Dunkel sang næsten også kun andre folks sange, sådan er det ikke længere. Michael hjælper heller ikke til mere.
Så da Martin tidligere i år bestemte sig for at lave mere musik, spurgte han i stedet Morten, om han ville lege. Det ville Morten godt. Morten lavede noget helt andet musik, end Michael gjorde, det var tungere, og det kunne spilles højere, men Morten var lidt bange for det der med børnesange. Det syntes Martin nu ikke, han skulle tage så tungt, så det lod Morten være med.«
Ovenstående citat er fra Manden fra O.N.K.E.L’s pressemeddelelse, som er vedlagt cd’en, der er udkommet i et stærkt begrænset oplag og desuden findes som gratis download – mere info her.
Martin Petersen, som står bag ep’en med seks børnesange, har en meget atypisk tilgang til det at udgive musik. Han har aldrig sunget før, ønsker heller ikke at fremføre noget live og synes faktisk ikke engang selv, at han synger godt. Sammen med Morten N. Carlsen fra Odense-bandet The Silent Section har han fået den idé at synge børneviser for voksne. Det gør han med masser af dybde, indlevelse og en vis portion alvor. Det lalleglade og humørfyldte, der normalt præger en vrøvlet børnesang er totalt skrabet væk og i stedet erstattet med en iskold og meget, meget voksen troubadour-klingende tilgang.
Jeg ved ikke helt, om jeg fatter konceptet. Det virker på en gang lidt useriøst, for hvorfor synge og udgive musik, når man ikke selv mener, man kan synge, og da slet ikke vil fremføre musikken live? Dog er der alligevel noget, der pirrer, for de musikalske elementer på ep’en er stærke. Et nummer som “Strids sang om bussen” åbner et univers, hvor den messende tekst med ekko og næsten filmisk musik forenes i noget ganske smukt. De melankolske guitarflader passer flot ind i konteksten, hvilket faktisk gør sig gældende mange steder.
Det handler åbenbart om dunkle børnesange til det moderne barn. Jeg har selv to testoteronfyldte skabninger på to og fire, men jeg er nu ikke sikker på, at jeg vil byde dem disse versioner. Man kommer næsten ikke længere væk fra Åh Abe end det her, og det letfordøjelige islæt er på ingen måde til stede.
Det er originalt ikke at lave pæn og poleret vuggeviserock, men jeg savner lidt den rette afsender/modtager i dette tilfælde. Er det en plade lavet til børn? Eller er det børnemusik for voksne? Jeg tænker, det sidste passer bedst, og da jeg faktisk ikke er sikker på, det har været Martin Petersens intention, mister jeg lidt fodfæstet i forhold til at forstå konceptet bag ep’en – eller nok nærmere dens berettigelse. Den musikalske substans er absolut til stede, og selvom Martin Petersen ikke selv mener, han kan synge, gør han det egentlig meget godt med sin Olesen-Olesen-vokalformel.
I den sidste ende er problemet, at hele idéen kommer til at svæve som en semi-infantil gimmick, der er pakket ind i nogle fejende flotte musikalske arrangementer. Den kombination får min bevidsthed til at kæntre en smule.
