Owen Pallett, 23.02.11, Lille Vega, København

»Last week I played a concert in Paris, and I was interviewed by a French guy. He told me he really liked my music but that he found my live show absolutely obnoxious…«

En af de mange lune kommentarer, der lød fra Lille Vegas scene i løbet af onsdag aften, opridsede meget nøjagtigt den i mine øjne største problematik omkring Owen Palletts musik. En problematik, Jakob Lisbjerg beskrev i sin anmeldelse af Palletts plade Heartland fra sidste år, og som lyttere uden en endog meget stor forkærlighed for symfoniske violinarrangementer nok kan nikke genkendende til: Palletts allestedsnærværende violin-loop er usædvanlig svulstige, og befinder man sig i hans univers i længere tid ad gangen – f.eks. halvanden time i forbindelse med en koncert – er der overhængende fare for at blive overmættet af pompøsiteten.

Måske havde Pallett bevidst ændret sit liveshow efter at have modtaget lidt fransk kritik, eller også var den parisiske interviewer slet og ret gal på den. Onsdag aften havde Pallett i hvert fald afvejet det ellers altoverskyggende fokus på sin stryger, og det udmøntede sig i både en mere varieret musikalsk oplevelse og en større lytteglæde ved de stunder, hvor violinen trods alt fik lov at være arrangementets eneste brik.

Især numrene fra Heartland og den efterfølgende ep A Swedish Love Story var blevet tildelt meget spilletid, men blandt det nyere materiale fandt Pallett plads til både eksperimenter og svinkeærinder af større eller mindre karakter. Med sine livlige diskussioner med publikum, der endda fik mulighed for at byde ind med ønsker til sætlisten (et tilbud, der dog ret hurtigt blev trukket tilbage, efter en publikummer foreslog et nummer af Sufjan Stevens) opstod enkelte pauser, der ikke virkede som afbrydelser, men nærmere som muligheder for lige at udstrække lyttemuskulaturen og nyde det gode selskab i Pallett.

Behovet for stedvise pusterum til at lade indtrykkene fæstne sig skyldtes nu sjældent, at Palletts lyd virkede for anmassende. Typiske, hvirvlende Pallett-arrangementer som “Keep the Dog Quiet” varieredes effektivt med fine og eftertænksomme indslag som “E Is for Estranged” og “Oh Heartland, Up Yours”, og i sit keyboard havde Pallett fundet en måde at give violinen et klædeligt modspil. Ikke sjældent omsvøbte synthflader eller pågående rytmesektioner lydbilledet for at give et mere facetteret eller til tider decideret dansabelt indtryk.

Det bedste eksempel på sidstnævnte var ikke overraskende at finde i et af aftenens covernumre. Pallett havde omrokeret Caribous “Odessa” fra sidste års Swim til, ja, en version, der lød, som hvis Pallett og Dan Snaith skulle indgå et millimeternøjagtigt kompromis for at få lige stor musikalsk andel i nummeret. Lyssværd-lydende syntheffekter zappede sig gennem Vega i samspil med et uvant hæsblæsende violinspil fra Pallett, der måske ikke helt formåede at holde på nummerets stramhed.

Ikke desto mindre var det udstikkere som disse, der gjorde Owen Palletts Vega-koncert til en stor fornøjelse at overvære langt det meste ad vejen. Selvom enkelte øjeblikke muligvis bar præg af at være en smule usikker grund for Pallett, var det disse, der fik det til at føles allerbedst at have bevæget sig ud i den råkolde februaraften. Havde jeg ikke gjort det, havde Pallett jo stadig blot været ‘ham med violinen og de lidt for svulmende arrangementer’ torsdag morgen.