Telekinesis, aka. Michael Benjamin Lerner, debuterede i 2009 med det selvbetitlede album Telekinesis!. Det var en popplade, der som en ren hestekur mod vinternedtrykthed trak én med på en ukuelig bølge af optimisme over livet, kærligheden og glade stunder. Tænk en ukuelig yngre version af Death Cab for Cuties Ben Gibbard og Pete Yorn, nyforelsket og bevæbnet med en guitar. Det blev både plads til powerpopglæde og alt. rockede ballader.
Nu er der gået rundt regnet halvandet år, det åh så inspirerende forhold er gået i vasken, og de happy-go-lucky popmelodier er veget for et mere rocket og lo-fi udtryk. Nu handler teksterne ikke længere om road trips, troen på langdistanceforhold og halvnaive refleksioner over det at blive voksen. De er derimod spækket med fatalistiske og lettere kyniske observationer af kærlighedens uafvendelige ophør, men hvad kan man næsten også forvente, når en singer/songwriter med knust hjerte spærrer sig inde i en lejlighed i Berlin og skriver sange dagen lang.
Lerner udgiver i USA på Merge Records, og inspirationen fra Superchunk lurer da også i kulissen, når man lytter til 12 Desperate Straight Lines. Lerner hælder stadig til uptempo-indierock, men nu er den blevet garneret med en mere smadret lo-fi-vibe. En måde at skabe denne på har været at optage på analoge bånd.
I “50 Ways” går der 90’er-grunge i introen, der afløses af en mere emorock-inspireret vekslen mellem det stille vers og det mere larmende omkvæd. “Palm of Your Hand” byder også på en ny og larmende side af Telekinesis, dog stadig tilsat en hyperaktiv tambourin til at bløde udtrykket op. “Fever Chill” er umiddelbart det nummer, der slipper bedst af sted med sin rå attitude. Der er noget cool over samspillet mellem tekst og trommerytme her med et nærmest garagerocket udtryk tilsat en tilbagelænet 70’er-pop-vibe.
Der er dog stadig en del sange, der læner sig op ad den mere uskyldige og poppede indierocklyd, som er blevet Telekinesis kendetegn. F.eks. “You Turn Clear in the Sun”, hvor erkendelserne langes over bordet pakket ind i en let og lettere kedelig indpakning af bas, guitar, trommer og lidt keyboardklimpren. I “Patterns” går der endda næsten Coldplay-klaverballade i den. Pladen slutter da også med “Gotta Get It Right Now”, der med sine uh-uh-sekvenser og skift mellem stille korpassager og et energisk drive sender éns tanker tilbage til debutpladens mere optimistiske og Death Cab for Cutie-inspirerede tone. Hvilket også giver ganske god mening, da den er skrevet af Chris Walla fra sidstnævnte band, som endnu en gang har været inde over produktionen. Apropos Death Cab For Cutie-inspirationen, så er det også en smule uhyggeligt, så meget Lerner og forsanger Ben Gibbard ligner hinanden.
De 12 linjer på Telekinesis nye album, 12 Desperate Straight Lines, stikker af sted i mange retninger inden for et velkontrolleret rum. Der er dog ingen deciderede hitsingler, der river én rundt som lytter ved første lyt. Det er interessant at opleve Lerner mere råt for usødet, men udtrykket holder ikke hele vejen. Han gør sig ikke helt overbevisende som semi-vred rocksanger. Både vokalen og det twee-nuttede udtryk med kassebriller og cardigans dikterer ‘ung singer-songwriter i sine følelsers vold, men stadig ude af stand til at gøre en flue fortræd’, og man kan da heller ikke se sig fri for at tænke, at tonen på Lerners næste album vil ændre sig betragteligt over til det lyse og positive igen, hvis han får sin egen Zooey Deschanel under armen.
