Alcoholic Faith Mission har sendt en ep på gaden, førend deres efterårsalbum udkommer. Det er svært helt at få hold på de fem numre, der umiddelbart går ind, men ikke hænger ved. Den melankolske desperation i ”Drowning (In Myself)” er rørende, og teksten er (vistnok) klagende og bebrejdende: »Looking like a trainwreck before I drink and dial / break and bend me out of shape / you need no reasons why / you hate me so much.«
Den dobbelte vokal fungerer her dynamisk og lægger et ekstra spor til den patetiske tekst, men ofte ligger korharmonierne ellers mest som en fyldig udvidelse af den primære vokal. Selvom jeg personligt er glad for Alcoholic Faith Missions And the Running with Insanity, så er “Drowning (In Myself)” det eneste nummer, der for alvor fanger mig.
Lyden er fyldig med adskillige korstemmer, diverse rasle/klimpe-klampe-instrumenter (det er den officielle betegnelse) og blæsere, og den er til stadighed skiftende. Et instrument afløser et, der afløser et andet, men samtidig holdes en traditionel opbygning af et typisk pop/rock-nummer. Det er på mange måder svært at indfange en slags essens, og Alcoholic Faith Missions melodiøse indierock er lyttevenlig, men lyder på samme tid som noget, man har hørt mange gange før.
Vokalens desperate klagen går igen på sidste nummer, ”Dancing Fools”, der på samme tid er dansabel, let og luftig og forvrænget og Catatonia-agtig. Enstemmigt kor, der ligger på samme plan som trommemaskiner, klaver og anden percussion, lægger basen for ‘klap med her’-kvaliteter, mens en vrængende og strengt taget uskøn primærvokal synger omkvædet, der vistnok handler om at være på druk.
Alcoholic Faith Mission er ekstremt aktive på koncertfronten og skal også sælge sig selv og musikken på den kommende branchefestival SXSW i Texas. De mangler endnu for alvor at slå igennem i Danmark, og i mine øjne er der også tendens til skabelonskriveri i det seks m/k store orkester. Det er nemt at høre det internationale potentiale i Alcoholic Faith Missions musik, og det, de spiller, spiller de også godt: fyldig, korbaseret musik med enormt lagdelt opbygning og et lydbillede, der næsten konstant synes at være så maksimalt, som rammen kan holde til. Dertil korharmonier, der er behagelige, men aldrig helt når ind under huden. Og det er måske et uddateret udtryk, men der mangler en nerve et sted. Om ikke andet en nerve, der sætter sig fast og stritter lidt i overraskende retning.
