Radiohead: The King of Limbs

Oh, Radiohead. Det nye årtusindes Pink Floyd, Beatles, Talk Talk, Autechre og alt muligt andet godt rullet sammen i en bolledej af beats og skåret ud i form af fem blege, semi-sky mænd fra Oxford. Rockmusikkens frelsere, fremmedgjorthedens forkæmpere og feje hold over for alle andre bands. Og oven i købet med hænderne frie til at gøre lige nøjagtigt, hvad det passer dem, når det passer dem. Det er deres ret. Og horderne af tilhængere venter gerne. Når mågerne følger fiskekutteren, er det som bekendt, fordi de regner med, at der bliver smidt sardiner ud, som en klog franskmand engang sagde.

Som forgængeren, In Rainbows, er The King of Limbs udgivet med meget kort varsel af bandets egne, ubundne hænder og produceret af bandets mangeårige samarbejdspartner Nigel Godrich. For så vidt intet nyt. Hvad der dog forekommer nyt, er den manglende fornemmelse af at have med et gennemarbejdet værk at gøre. Englænderne har før været vævende og svingende i deres udspil, tydeligst på den mystiske Amnesiac, men selv denne havde nogle ufravigelige numre, der rangerer blandt bandets allerbedste. Det er ikke rigtig tilfældet her. Sagt kort fremstår materialet på The King of Limbs både uoriginalt, fortænkt og, værst af alt, for det meste berøvet melodier af den kvalitet, man som Radiohead-lytter trods alt er blevet vænnet til findes et sted bag alt rodet og Thom Yorkes uhæmmede misbrug af ProTools.

Det er selvfølgelig ikke svært at udpege fordelene ved at have separeret sig fra de megalomane pladeselskaber, der, ifølge kunstnerne selv, har korrumperet, sodomiseret og på alle måder flået de vitale dele ud af umælende musikere, der bare ville have deres sange ud i verden og måske tjene en klatskilling ved siden af. På den anden side er det også nærliggende at forestille sig, at en enegang som Radioheads på sigt vil kunne medføre et vist tab i kvalitetskontrol. Det, kunne noget tyde på, er tilfældet her.

Åbningsnummeret “Bloom” er udfordrende, båret af et maskinelt beat, der måske, måske ikke er trommeslager Phil Selways, og efterhånden, i tråd med nummerets titel, forgrener det sig ud i et morads af horn og gigantiske gletsjere af synths og lukker sig mod slutningen om sig selv igen uden at have udfoldet sig helt. Lyder det bekendt? Ja, det gør det, og sådan kan man fortsætte. Der er nu heller ikke meget plads at rutte med på The King of Limbs, for med en spilletid på 37,5 minutter er der i højere grad tale om en udvidet ep i Radiohead-henseende.

Desto værre, at halvdelen af pladen føles decideret halvhjertet og tvangsfodret med lag, uanset hvordan man vender og drejer den. Ikke at den ikke føles gennemproduceret, for det gør den i den grad. ‘Single’-udspillet “Lotus Flower” er netop et fint eksempel på den fortærskede atmosfære, der hærger pladen igennem. En selvpastiche af de dubsteppende samples, Yorke har kværnet længere og længere ind i bandets dna siden sin solodebut, samt et utal af overdubbede vokalarrangementer og håndklap. I bedste fald forglemmeligt, i værste fald en total falliterklæring.

Pladens bedste nummer, “Codex”, er samtidig også en slags bevis på Radioheads akilleshæl. De virkemidler, der til hver en tid ville kunne drive bandets fans fra Herodes til Pilatus og videre til banken for at donere alle deres penge til bandet, er hørt før, og de er hørt bedre. Simple pianofigurer med rumklang, tjek. Ensomme Yorke-hyl, tjek. Spøgelsesagtig baggrundsstøj, tjek. Vi har med andre ord her at gøre med “Pyramid Song”/”Nude”/et utal andre Radiohead-numre, tilsyneladende spillet baglæns. Hvis bare mystikken bredte sig, men det gør den ikke.

“Codex” er som sådan åndeløst smukt, men føles som at have stirret på den samme solnedgang alt, alt for længe. Yorke kan uden tvivl ryste den slags numre ud af ærmet i søvne, og det gør han sikkert også, men det tjener bare mere som et billigt eksempel på, at englænderne stadig kan konstruere en regelret melodi, end at det virker som noget, de reelt gad have med på albummet. Det stikker ud som en pensionist i en børnepool.

Den syrefolkede “Give Up the Ghost” er ligeledes et eksempel på, at Radiohead kunne have godt af at spænde nogle af deres mange heste fra. En simpel elektronisk puls, en endnu mere simpel akustisk guitarrundgang og en Yorke, der synger, som om han mener det, hvilket tillige er en mangelvare på pladen generelt, hvor hans vokal virker fraværende. Et højdepunkt i kraft af enkelheden.

The King of Limbs afsluttes med den dystre, krautede og ganske glimrende “Seperator”, hvor man blandt de svært hørlige tekster fanger fornemmelsen af Thom Yorke, der vælter ud af en drømmeverden og sidst i nummeret bønfalder noget eller nogen om at »wake me up.« I slutningen af Radioheads eget magnum opus, OK Computer, var kravet »Hey, man, slow down.« Begge budskaber kan snildt overføres til Radioheads egen karriere.

Til tider har englænderne nemlig virket underligt dirigeret af en større karriereplan, sådan tænker de argeste fans i hvert fald, men en udgivelse som The King of Limbs virker forvildet, forjaget (utroligt nok, når man netop har komplet kontrol), uden dybere mening og derfor truende tæt på at være ligegyldig. Den står med sin spredte fægtning højest som et irriterende vagt fingerpeg om, hvad der lurer derude.

The King of Limbs er på bundlinjen ret meget Radiohead, endnu oftere Yorke’n’Roses. Til tider sublimt, størstedelen af vejen virkeligt kedeligt og drøvtyggende på allerede nedtrampet græs. Altså kan bandets tilhængere notere sig, at pladens lemmer stritter vanligt vildt ud til alle sider, men Radiohovedet er ærligt talt på vej op i dets eget Radiorøv, og denne kunne have godt af et los med tilløb. Gennemsnitlighed klæder nu gode bands så umanerligt dårligt.