Scarlet Chives: s.t.

Det er med det ene øre klistret til højtaleren og det andet i hængekøjen, at mine gennemlytninger af Scarlet Chives’ selvbetitlede debut finder sted. Først og fremmest er pladen et solidt produkt med gode sange og arrangementer, en flot produktion og på toppen af kransekagen Maria Mortensens svævende vibratovokal, som både er det, der fylder mest i musikken, og det, jeg på godt og ondt står tilbage med, når de sidste toner er rindet ud.

Stilen er yderst genkendelig. Vi har at gøre med en art guitar-/synthdrevet alternativ pop/rock iblandet en god del dreampop og et drys shoegazer. Det sidste træder nok tydeligst frem i “The Horror”, hvis guitarbaggrund i lyd og øvrig stil skaber tydelige referencer til My Bloody Valentine – ikke mindst som de lyder på Loveless-singlen “Only Shallow”.

Men Scarlet Chives lyder som meget, og ekkoer fra eksempelvis Blonde Redhead, Cocteau Twins, Kashmir, The Notwist og Lali Puna runger gennem pladen. Der, hvor Scarlet Chives måske træder mest selvstændigt frem, er i de sofistikerede melodilinjer, som springer op og ned mellem tonerne, og som det kræver en stemmepræstation som Mortensens at få til at lyde både behændige og oftest direkte iørefaldende. Smukkest bliver dette på “Somethings Never Change”, hvor Mortensen når hidtil uhørte højder i både præstation og toneleje.

Et andet eksempel på Scarlet Chives’ format er “Dancing”. Den begynder med en lang, neddroslet opbygning, hvorpå et fantastisk fedt beat med afsæt i bas og trommer sætter ind. Kort efter gøres det selskab af vokalen, som dog falder væk igen kort efter og i et sjældent, men gyldent øjeblik giver rum til instrumenterne, der uden at gøre mere væsen af sig end højst nødvendigt fører os ind i næste suite af nummeret: Sangens klimaks, som gennemføres med en inderlig, nærmest skrigende Maria Mortensen. Så dejligt opbyggeligt og subtilt kan det gøres.

Desværre er det meget svært at komme udenom, at Scarlet Chives lyder lidt for meget som en kopi af blandt andre ovenstående bands og alt for lidt som sig selv. »Men,« vil du sige, »det er da ligegyldigt, at stilen er hørt før, hvis resultatet bare er godt.« Og principielt er jeg af samme mening. Det er et vilkår for moderne musik at stjæle med næb og kløer fra alt og alle, og måske er det endda paradoksalt nok der, de største uopdagede kontinenter på musikkens verdenskort er placeret. Men at låne er ikke nok. For at resultatet skal blive interessant, må kunstneren erobre musikken og gøre den til sin egen. Og det lykkes desværre ikke godt nok for Scarlet Chives.

Strategien synes i stedet at blive at placere Mortensens vokal helt fremme i lydbilledet og gøre bandets lyd lig med vokalen. Og var pladen udkommet for 20 år siden, havde det sikkert også været nok. Men det var også før, man havde stiftet bekendskab med Björk, Henriette Sennenvaldt (Under Byen), Maria Laurette Friis (Tys Tys), Karin Dreijer Andersson (The Knife) og hvad, de nu hedder alle de der skingre kvinder, hvis stemmer engang kunne  få selv de hårdeste heavyhoveder til lige at stoppe op og udbryde »det var alligevel satans.« Men nu kan udtrykket ikke rigtig få mig til at løfte øjenbrynene mere end et par millimeter.

Vokalens plads så centralt i lydbilledet gør desuden, at den – i stedet for at optræde dynamisk i både bag-, mellem-, og forgrund i samspil med øvrige elementer – ligger som en evig flad klang ovenpå og derfor kun utroligt sjældent får lov til at at vise sit store potentiale. Hvad jeg savner, er at tørste efter Mortensens stemme; for det er uden tvivl, hvad jeg ville jeg gøre, hvis jeg ikke konstant fik tudet ørene fulde af den. Og selv andesteg eller sushi bliver man træt af, hvis man skal proppe det i sig døgnet rundt.

Men efter denne smøre om heavyhoveder og andesteg er det vigtigt at gentage, at pladen i sin grundsubstans er af høj kvalitet i især arrangement, produktion og vokalfremførelse. Og når det nu er en kopi, så er det sgu da godt, at det i hvert fald ikke er nogen billig kopi!