I interview efter interview har Steve Goodman (alias Kode9) op til sit og the Spaceapes andet album forklaret, at Black Sun ikke er nær så sortsynet som Memories of the Future fra 2006. Det siger nok mest om, hvor kolossalt knugende og slæbende apatisk debutalbummets dystre dub er. Med sin overordnede historie om en (med Fukushima in mente måske ikke særlig fiktiv) verden, hvor et stort radioaktivt udslip har forvandlet atmosfæren, så solen ser skiftevis sort og grøn ud, og de tilbageværende mennesker er nødt til at lade deres kroppe gennemgå teknologiske modificeringer for at overleve, hører Black Sun nemlig ikke just til årets mest muntre udgivelser.
“Black Smoke” åbner da også pladen med buldrende pauker og en let synkoperet stortromme, der vækker kroppen og gør den klar til kamp. Over de militaristiske rytmer formaner the Spaceape, at »we need to fight the enemy,« og det er umuligt at gennemskue, om fjenden er de folk, der ifølge teksten propper nåle og medicin i mennesker, eller om de tværtimod er allierede i kampen mod radioaktiviteten.
Hvor Memories of the Future var lyden af en fatalistisk duo, der med the Spaceapes ord var »lost in paranoia’s most beautiful dream,« er Black Sun langt mere ligepå og kropsligt engagerende. Med de to sirenehylende grime-numre “Am I” og “Bullet Against Bone” undslipper the Spaceapes raspende stemme også for alvor det døsige slør, der lå over den på debutalbummet, og giver musikken endnu mere intenst nærvær.
Over simple og let skærende synthriff vikler the Spaceape sig i “Am I” ind i forvirrende paradokser såsom »am I a New Age therapy spreading fear and disease / or a master being told he can’t do as he’d please?« og »am I a heartbeat beating a pattern of frustration / or a pacifist wanting to bomb another nation?«, mens hans stemme ligger i minimalt forskudte lag, som om han er igennem på en ustabil satellitforbindelse fra fremtiden.
Med “Bullet Against Bone” nærmer Kode9 & the Spaceape sig næsten aggressionsniveauet på The Bugs London Zoo. Ikke mere pacifisme her: »We throw rock and stones / bullet against bone,« lyder det fra the Spaceape, der dog også indtrængende gentager »defend us, we said«. Hvem der skal forsvares af hvem mod hvem, står lige så uklart som sollyset gennem den radioaktive dis.
Denne uklarhed flugter imidlertid glimrende med Steve Goodmans komplekse bog, Sonic Warfare: Sound, Affect and the Ecology of Fear, der i krydsfeltet mellem filosofi, kulturstudier, musikvidenskab og kvantefysik redegør for potentialet i at bruge lyd som et våben. Her er det også (bevidst?) tåget, hvem der har intentioner om at udvikle og anvende disse våben. Kapitlerne om dem, der gør modstand, giver heller ingen svar på, hvem de kæmper imod.
Alligevel er netop de kapitler ret så interessante pga. deres pointer om først de jamaicanske sound systems og siden de sydamerikanske baile funk- og ghettotech-produceres brug af bassen som noget altovervindende. Goodman skildrer, hvordan basvibrationer under de rette vilkår er i stand til at overvælde sanserne så meget, at hørelsen kommer til at dominere synssansen, og hvordan dette kan være et skridt på vejen til at skabe, hvad han kalder ‘the throbbing crowd’. Kroppen bliver åben for at modtage musikalske vira, der f.eks. i de brasilianske favela-områder kan samle folk i et dansende fællesskab, som i det mindste for en stund giver grund til at tro på, at forandringer er mulige.
Set fra den vinkel giver det god mening, at Kode9 & the Spaceape på Black Sun sigter mere mod dansegulvet end mod stenersofaen. “Green Sun” og især den horisontlinjevridende nyfortolkning af 2009-singlen “Black Sun” leverer en urovækkende skæv afart af acid house, “The Cure” robotfunker og synth-bukler sig ind i fremmedgørelsen, mens “Love Is the Drug” er dronende, kuldslået house. Alt sammen med et massivt, til tider manende tætpakket lydbillede, men også med en mere opfindsom brug af vokaler end på debutpladen.
På Black Sun ligger the Spaceapes stemme i mange lag og hvisker, mumler, skratter om kap med sig selv. En håndfuld af numrene rummer også vokalbidrag fra kinesiske Cha Cha, hvis kælne stemme fungerer meget bedre i den dystopiske dansemusik, end man umiddelbart skulle tro. Ikke mindst i “Love Is the Drug” gør hendes sensuelle fraseringer kombineret med the Spaceapes hæshed linjen »and yet this love is gonna tighten ’round your neck« foruroligende på en snigende måde. Det er svært at bedømme, om det er fjenden, der frister, eller om det i virkeligheden snarere er en slags udvej at turde være i sine følelsers vold midt i uroen.
Enkeltnumrene træder tydeligere frem end på forgængerpladen, men det har ikke ødelagt sammenhængen. Tværtimod udgør Black Sun en mere varieret, energisk og virkelig velfungerende helhed. De enkelte numre styrker hinanden pga. en velvalgt rækkefølge, og f.eks. er den i sig selv lidt anonyme ”Promises” med sin paranoide tekst om myndighedernes overvågning af kærlighedslivet et glimrende bindeled mellem de mere pågående “Black Smoke” og “Am I”.
Når albummet er så sammenhængende, skyldes det også, at det er vanvittigt velproduceret. Alle bestanddele lyder ganske enkelt godt – lige fra Kode9’s nye signaturlyd, de allestedsnærværende søsyge synths, der konstant kurer ind og ud af disharmoni, til den tunge basproduktion, der brummer så bistert, at enhver dyrker af basmusikken må nikke anerkendende, mens mellemgulvet skælver. Bastyngden til trods ligger Black Sun dog langt fra dubsteppens klub-rystende wobble-bombardementer. Kode9’s basbund er urovækkende og dunkel, men altid skarptskåret og præcis frem for at drukne hele resten af lydbilledet.
Ud over at “Am I” måske bliver lige rigeligt forceret i sin popstruktur med vers og et lidt trættende omkvæd, træder duoen først for alvor ved siden af i afslutningsnummeret “Kryon”. Et stykke raslende, sitrende ambient, som flyder ud i et formløst antiklimaks. Her forelsker Kode9 sig for meget i synthteksturer, der ikke har andre kvaliteter end det let urovækkende.
Muligvis er ”Kryon” endt på albummet – på trods af det bryder den ellers fine cirkel, som ”Black Smoke” og ”Bullet Against Bone” med deres fælles kamptema ville have skabt som åbnings- og afslutningsnummer – fordi Kode9 har lavet det sammen med Flying Lotus. De to har arbejdet på det siden 2006, og måske blev det efterhånden til en darling, Goodman ikke kunne dræbe.
Det uinteressante udkomme til trods er Flying Lotus på sin vis en meget passende samarbejdspartner på netop Black Sun. For på samme måde som L.A.-produceren med sidste års fremragende Cosmogramma nedsmeltede alle grænser mellem hiphop, wonky, electronica samt jazz og skabte sin egen virtuose nyfortolkning, fusionerer Kode9 & the Spaceape med Black Sun de seneste års britiske basmusik med to årtiers techno i alskens afskygninger og får blandingen til at lyde som ingen andre. Men mens Flying Lotus søgte opad og udad mod kosmos, indskriver Black Sun sig trods sit fiktionslag i den sociale virkelighed omkring os. Blottet for et egentligt politisk indhold kalder albummet til kamp – uden at udpege modstanderen. Måske er det i virkeligheden os selv, vi skal kæmpe med og mod. I så fald vil det næppe være dårligt at starte kampen med at lade bassen vibrere os sammen til en hektisk pulserende menneskemængde, der danser sig tættere på at kunne forandre verden – radioaktive katastrofer eller ej.
