Panda Bear: Tomboy

Det er den betingelsesløse glæde. De små sorger. Det er trygheden ved at vide, at selvom udsigten ikke altid afslører det, så skal vi nok klare os – alle sammen. Det er venstreorienteret middelklasse, sunde værdier, nærende mad, tilpas med motion og et rummeligt hjem. Det er alt, hvad en god, venstredrejet dansker ønsker sig af sine børn.

Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad for Panda Bear. Det taler til det blå i mine øjne. Det er musik, der ikke har udgangspunkt i tragedier, misbrug, depressioner, vold og fravær. Tomboy er en tryg plade. Det er Steiner-barnet på slap melodisk line ude i skoven. Med overskud og varme hænder pakket om maskinparken og et kor-trænet stemmebånd helt i sync med de vuggende melodier. Det er mere af det gode, gamle samme, som gjorde Person Pitch til en af de absolut bedste plader i forrige årti.

“You Can Count on Me” er et af den slags numre, der er så trygge og genkendelige, at det hos mange andre kunstnere ville være en skam at smække på som albumåbner. Men netop Panda Bear lyder helt som sin egen. Og det i så høj grad at horderne af sampler+vokal-bands, der er piblet frem de seneste fem år, alle virker bedagede. Som billige fotokopier i forhold til den dybde og vitalitet, originalen indeholder.

En kviksølvmelodi bevæger sig af sted og skifter karakter, omridset flytter sig og forskyder sig. Men massen, melodien, er stadig den samme. I titelnummeret bliver der smidt endnu et lag på. En skurrende synth-melodi stiger til vejrs i en ringlende spids, imens nummeret langsomt fader ud med hektisk aktivitet på en akustisk guitar. Men det er, som om barnet først efter de indstuderede rutiner lukker op for kreativiteten. Det lever op til forventningerne, ja, men det er ikke så frit og elegant. Det laver “Slow Motion” om på. Her er præstationsangsten faldet til ro, og et simpelt beat vugger retningsbestemt – mod solen – af sted i et tempo, der efterlader masser af rum omkring melodien. I det rum broderer Noah Lennox elegant med det, der er albummets naturlige omdrejningspunkt: stemmen. Herefter giver pladen for alvor mening.

Sonic Boom, der har mixet pladen, formår at binde idérigdommen sammen i “Surfers Hymn”, som elegant træder direkte over i “Last Night at the Jetty”. Endnu en gang er der et beat, en lille snas samplet synth og så vokalen smurt ind i reverb. Men så dukker opkvædet op. Med en messende gentagelse af ordene »I know« ud i det uendelige pibler en elegant skåret popmelodi ud af tågerne. Lige så mesterlig er “Alsatian Dream”, hvor et forløsende håndklap-inferno tager over fra en messende guitarfigur efter små to minutter. Det er den slags små eksplosioner, der gør pladen vital, giver den kraft og liv.

Tomboy er ikke et gennemført mesterværk, som de to foregående Panda Bear-udgivelser Person Pitch og Young Prayer. “Drone” er lidt for tyk i al sin brede synth-overflod, og “Scheherezade” lyder som et digitalt forarbejdet udklip fra optagelserne til netop Young Prayer. Det giver ikke megen mening i denne kontekst. Men det er småting på en plade, der på alle andre parametre skiller sig magisk og livsbekræftende ud fra mængden.

Det kan lyde som en gentagelse af, hvad alle andre kommer til at skrive om pladen. Og det har taget lang tid at komme overens med, at den kalkulerede formel, jeg hele tiden forventer åbenbarer sig, bare ikke dukker op. Men jeg bliver nødt til at tro inderligt på, at enhver tone, der bliver sunget, er dybt oprigtig. At det hele kommer direkte fra hjertet. Det er der ikke mange andre kunstnere, der kan. Og det er hele styrken ved Tomboy – og alt hvad Noah Lennox ellers er involveret i. Oprigtigheden. Ærligheden. Og den barnlige glæde, som musikken formår at indkapsle og formidle.