»You’ve just put the needle on a really unique record album.«
Det er den første samplede sætning, man hører på Wagon Christs nye albumudspil Toomorrow på åbningsnummeret ”Introfunktion”, og sætningen er også kendetegnende for den lytteoplevelse, der venter én.
Wagon Christ dækker over en af de helt tunge drenge inden for den engelske elektroniske scene – både med to tidligere udgivelser under dette navn og derudover en række under aliasser som Plug og under musikerens borgerlige navn Luke Vibert. Vibert bruger de forskellige aliasser til at afsøge forskellige randområder af den elektroniske musik. Med Plug har han primært lavet drum’n’bass, og under kunstnernavnet Wagon Christ er han en mere festorienteret udgave af Luke Vibert. For mig at se trækker Wagon Christs udspil både på elektroniske kunstnere som Aphex Twin og µ-Ziq, men brugen af de soulede beats og funky stemmesamples peger også på en forkærlighed for producerstjerner som Dj Premier og Dj Shadow, og det er i feltet mellem sådanne referencepunkter, at Wagon Christ-projektet kan siges at befinde sig.
Det karakteristiske ved pladen er den særlige brug af samples og disses dialog med beatet og lytteren. På ”Introfunktion” og den efterfølgende ”Toomorrow” er en lang række samplede stemmer brugt til at skabe absurde kommunikationsformer, der danner en tegnefilmslignende rammesætning for musikken, som skævt dingler af sted i en behagelig og cool gangart.
I de tre første numre er samplebrugen særlig hyppig. Først diskuteres pladens coolness i vanlig hiphop-stil, men denne position forkastes med den ironiske udveksling »Oh my God, it’s the worst record I’ve ever heard in my life,« der modsvares af et »SHUT THE FUCK UP! It’s the hottest thing.« Herefter begynder robotlignende stemmer at dominere. Musikken er behagelig, man føler sig godt tilpas, og der kræses yderligere for lytteren, især de mandlige måske, ved et genkommende orgasme-sample.
På ”Manalyse this!” skiftes der tempo, og den heteroseksuelle, eller måske direkte sexistiske tilgang, får lige et nøk mere opad. Stemmerne går her mere direkte i dialog med beatet, og på tilråbet »I want my music!« adlydes der konsekvent. Et register af forskellige synthlyde hamrer af sted og får nummeret til at fremstå som det første energiske, drillende og til tider lidt irriterende højdepunkt.
Efter dette nummer havde jeg håbet på, at det nye lækre og mere feststemte niveau ville præge resten af pladen, men desværre er det, som om pladen mister pusten på næste nummer, ”Ain’t He Heavy, He’s My Brother”, hvor stemmerne i bedste hiphop- og James Brown-funkede stil ligeledes energisk anråber musikken om at komme i gang igen. Den er dog for cool til at adlyde og lægger sig blot til rette i et veldrejet og minimalfunky udtryk. Midt i denne tilbagelænethed dukker blandt andet en Boards of Canada-klingende synth mærkeligvis frem og tjener som et godt eksempel på den store hybriditet, pladen er præget af.
Så sker der igen noget sjovt. ”Accordian McShane” lyder som et Dj Premier-beat, og det er i min bog ikke så lidt af en ros. Et spor af orgellignende samples skæmmer dog i mine ører dette ellers vildt fede beat. Som lytter bliver man konstant ført rundt i tegnefilmsmanegen – især hvis man i forvejen ikke er bekendt med Viberts alsidige produktion. Pladecoveret med den lidt firseragtige robot- og tegnefilmsæstetik er derfor en udmærket indikator af, hvad det er, pladen vil – den vil lege og nostalgisk grave sjove og seje lyde frem fra støvede vinylkasser og cementere, at en kunstner, der både spiller techno og drum’n’bass, også kan det der med at lave alt for lækre beats. Problemet med pladen er, at den vil så mange ting, og samtidig er det også pladens force, at man aldrig ved, hvilke underlige lyde og rytmer, der er på vej mod ens ører. Fra “My Lonely Scene”s Moderat-inspirerede techno-lyd over ”Respectrum”s muntre hiphop-stil til ”Rennie Codgers”, der indledes af et orgel-intermezzo for derefter at sumpe tilbage i en tjaldet Boards of Canada-feeling suppleret med pornostøn og en melodica i mixet.
Det er, som om man venter på, at alle de mange samplede stemmer, der synes at have forladt lytteren, burde vende tilbage for at få festen i gang. »I’m getting tired of all this shit,« lyder det befriende, hvorefter vanviddet sætter ind og en flok aber besætter studiet. ”Wake Up” løfter stemningen gevaldigt op og fremstår som pladens højdepunkt. Beatet er tilbage i dejlig kondi og præsenterer et orientalsk klingende lydbillede. »International«, siges der på et andet tilbagevendende sample, og her er endnu et eksempel på den dialog, sample og beat fører.
Intet sted får lytteren lov til at dvæle ved en genremæssigt forankret hegnspæl, for nu inviteres vi indenfor på en houseclub et sted i Paris eller Chicago for mange år siden af et fedt nummer med en klam titel: ”Lazer Dick”. Pladens resterende fire numre står desværre som nogle af de svagere. Pladen er et godt bud på, hvordan fusioner mellem hiphop og elektronisk musik kan laves. Enkelte numre er forrygende, men pladen taber dog pusten lidt for ofte og fremstår til tider en smule kedelig.
En undtagelse er det chillede og RJD2-agtige nummer “Harmoney”, der giver lytteren en meget kraftig følelse af at have lukkede øjne vendt mod solen. Desværre kan jeg ikke sige, at det vil blive et decideret sommerhit, men når forårssolen begynder for alvor at få folk til smile og flette fingre, så få lige sat det her nummer på!
