Lige siden Michael Jackson stadig var nogenlunde sort, og alle piger i verden var forelsket i en homoseksuel popprins, der sang »Wake me up before you go go,« har det finske band 22-Pistepirkko spillet sammen. Bandet blev dannet af brødrene Asko og PK Keränen og deres ven Espe Haverinen. De har undervejs leget med mange forskellige genrer som country, rock, blues, elektronika og pop. Deres nye udspil Lime Green Delorean viser, at de efterhånden ældre herrer ikke har mistet lysten til at eksperimentere med genrerne, og at de i høj grad stadig er relevante.
Lime Green Delorean er en lang og for det meste behagelig rutschetur ind og ud mellem flere forskellige stil- og genrebetegnelser. Åbningsnummeret ”Lights by the Highway” er en silkefin start på pladen, der sammen med forsangeren PK Keränens skingre og skrøbelige vokal byder lytteren velkommen. Man kan lige akkurat skimte percussionsporet, der ligger bag keyboardets melodi – så yndigt, at det kunne lulle en stor bjørn i søvn.
På ”Dream 1987” er gutterne fra 22-Pistepirkko gået over til spoken word-genren, hvorfor fokus også lægges på teksten, der beskriver en mands mærkelige – men alligevel forståelige – drømme: »I saw a funny dream last night / The Beatles were back and they were fat.« Det er en finurlig tekst, som jeg ikke kan undgå at holde af. På ”UFO Girl”, der er et sandt pop/rock-nummer og desuden et af pladens højdepunkter, vågner hele ens krop og er klar til sommer. Omkvædet er af den slags, hvor man skråler med på melodien, på trods af at man ikke har nogen anelse om, hvad der bliver sunget.
Keränens vokal er helt bestemt karakteristisk. Jeg kan ikke lade være med at tænke på både Bob Dylan og Neil Young, når han åbner munden. Hvis man isolerede Keränens stemme, ville den lægge sig op ad det utilgiveligt dårlige, og man tør kun gisne om, hvad Blachman dog ikke ville sige til ham. Men når han synger ind over bandets kompositioner, går det op i en højere enhed, og man kan ikke forestille sig 22-Pistepirkko uden den vokal. Det går dog over gevind på bluesrock-nummeret ”So Much Snow”, hvor vokalen i mine ører skratter lidt for meget og virker alt for påtaget.
Alt i alt skriver 22-Pistepirkko om emner, man kan relatere til, uden at hive de store fortolkningsbriller frem. På flere punkter minder teksterne mig om Magnetic Fields’, der besidder samme ironiske distance. Teksterne er på langt de fleste numre placeret perfekt et sted mellem det banale og det abstrakte. Lige der, hvor de bedste tekster efter min mening befinder sig. Jeg bliver især rørt, når ordene både besidder det satiriske og følelsesmæssige som på ”Rodeo Heart”: »I’ll move it, I’ll shake it, I’ll never break it – your sweet rodeo heart.«
Hvis man holder af lyrik, der kan få en til at føle glæde og sorg på samme tid, og godt kan lide skæve popmelodier med input fra genrer som folk, country og blues, så er Lime Green Delorean uden tvivl et lyt værd.
