Terminale sygdomme, levende begravelser og kvindevold. Så er stemningen sat. Californiske Cass McCombs lader på sit femte fuldlængdealbum, Wit’s End, til at have muret sig inde i katakomberne fra 2009-udgivelsen (Catacombs) og smidt murbrækkeren væk. Hvor udforskningen af Cata(Mc)Combs foregik i et musikalsk rum af solbade og dovne dage, er Wit’s End de sorte toner, der følger derouten fra det sprudlende humør.
Musikalsk fremstår albummet som det mest skrabede fra McCombs hånd. Fra PREfection (2005) – med dets miks af skramlet pop, indierock, 70’er-psykedelika og slørede vokal – til Wit’s Ends enkle singer/songwriter-stil er der et spring af dimensioner. Dengang lød McCombs mere som forsangeren i et imaginært indierock-band (living the dream). I 2011 er McCombs’ lyd spændt op på enkle, repetitive musikalske figurer a la Bill ‘Smog’ Callahans sange, hvilket tillader vokalen og teksten at komme til deres ret. De nye toner var allerede at finde på Catacombs, men den varme croonervokal over en bund af chillet 60’er-pop var langt mere inkluderende over for lytteren end den knugende stemning på Wit’s End.
Musikken fungerer langt hen ad vejen som en dekorativ ramme om et overmættet tekstunivers. Ved at underspille udtrykket sætter californieren fokus på tekstens indhold, men samtidig bliver albummet en udfordring at komme ind på livet af, især hvis man holder af tempo, spræl og catchlines. Derfor kan et nummer som “The Lonely Doll” med sin enerverende valsemelodi og celestens tænderskærende klokkespilsklang være en udfordring af de større. Men sangen vinder en del, når man får luret fortællingen om, hvordan den berusede jeg-sanger følger en endnu større drukmås, der mishandler sin dukke-fine kvinde. Set som et hele supplerer tekst og melodi hinanden som en morbid vuggevise.
Det er spøjst, som blandingen af tunge emner og singer/songwriter-figuren nærmest ubevidst får én til at forvente, at teksterne tager afsæt i det selvbiografiske. Hvem kan det mon være, McCombs mister i “Saturday”? Er “A Knock Upon the Door” mon en kommentar til fallerede wannabe-divaer i musikbranchen? Og har McCombs spillet/haft et ønske om at spille rollespil, eftersom melodi og tekst til sidstnævnte er en anden side af visen, nemlig det middelalderlige kvad?
Mest sandsynligt er det nok, at sangene er spændt ud i et net af halve sandheder og fiktive lappeløsninger. Hvis man ikke kan være sikker på det faktuelle i sangene, kan man være sikker på stemningen. Den er dyster. I “Buried Alive” tager McCombs katakombe-metaforen skridtet videre i en god og gotisk melodi. Den makabre tekst ledsages af funkens darling, clavinetten, der til lejligheden har fået et barokt twist og lyder som en cembalo. Mere let og tilgængelig virker åbningsnummeret “County Line”. Her er 70’er-soulpop-piano, »whoa whoa whoa«-kor og en lettere melankolsk længsel. Lettilgængelig – i hvert tilfælde indtil man ser, at musikvideoen flyder med sprøjter.
Den detalje er talende for Wit’s Ends position som et yderst homogent album, både når det gælder musikken og sindsstemningen. Wit’s End følger efter det gode humørs ophør og peger frem mod grænsen for, hvad man kan klare (wit’s end). Men selvom teksterne kan virke svært knugende, er musikken samtidig grænsende til vægtløs i sin enkelhed. Det fungerer godt, hvis man sætter fortællingen højere end musikalske eksperimenter. Og bliver oplevelsen for dyster, kan man altid søge tilbage i diskografien og trøste sig med mere lyse toner.
