Sidste år beskrev jeg Sara Dyrbergs første soloplade som et lille mesterværk, der på sin vis dukkede op ud af det rene ingenting. Med den eponyme debut afgrænsede hun sit eget virke i forhold til hendes deltagelse i forskellige konstellationer som Susurrus Station, Zouaves og Dead Cinema, hvoraf to af førstnævntes plader også har været igennem vridemaskinen her på Undertoner med deres genrekonglomerat forankret i americana og støvet folkrock.
Dyrbergs debut som Pikara frembragte sider af talentet, der nok havde vist sig i glimt i de andre projekter, men med en anden fuldkommenhed og kraft nu stod i fuldt flor over for den nysgerrige (og ikke mindst!) observante lytter. Det var fordybelsen, der var i fokus, og det stod klart, at Dyrberg havde sorteret kraftigt med øje for den som oftest rene (i mangel af et bedre ord) fremstilling af komposition, sang og produktion.
Med opfølgeren Constellations er der således en helt anden kunstnerisk strategi lagt for dagen. Pladen er neutralt ensidig med et udgangspunkt i primært ét instrument, én funktion, én fornemmelse og så en fandens masse loops. Violinen, der bar nogle af de smukkeste øjeblikke på debutpladen, er nu det komplette omdrejningspunkt, hvad angår både opbygning og melodik, og denne form indleder hermed en klart mere eksperimenterende platform i Dyrbergs musik og efterlader først og fremmest den føromtalte lytter med en lyst til mere efter pladens afslutning.
Koncentreret om kompositioner som åbningsnummeret “Vela”, den rustikke “Svanen” og ikke mindst den sitrende “Målaren” oplever man, at Dyrberg som Pikara formår at svømme hen i både stemning og melodiske ekskurser grænsende til det slørende og småt ekstatiske.
“Vela” er centreret om to akkorder i et langt sammenhængende loop, der fungerer som grundlaget for mange soloforløb afkortet med enkelte mere statiske riff. Overblikket er for det første imponerende og dernæst let skræmmende, når man lader sig flyde med og henrives af klangene og de tonale linjer, der synes at skifte konstant. Det er intet mindre end en fænomenal åbning, der måske synes distræt ved første gennemlytning, men granskes den nærmere, tager sangen et ømt og erotisk kvælertag på sin lytter.
Det er måske værd at bemærke, at det erotiske, snart klaustrofobiske, fortsætter i “Svanen”, hvor Dyrbergs hvisken og de lette violinstrøg som en bøjelig steelguitar vækker mindelser om danske Signe Høirup Wille-Jørgensens udtryk via dennes alter ego Jomi Massages vredt intime univers. Tonernes spil imod hinanden får fornemmelsen og følelserne til at skifte med en let vuggende hastighed, hvor man hverken ved, hvor man har sangerinden eller sangens ståsted. De små rytmiske stød med metalliske frekvenser i lyden rykker lytteren tættere på, men før man har set sig om, er spilletiden løbet ud, og tilbage står man uforløst med lysten til at spole tilbage for at få hold på, hvad der egentlig skete i løbet af de små tre minutter, trancen varede.
Slutteligt skal en anden perle fra pladen også nævnes, for så meget som Dyrbergs selskab og charme fanger lytteren, er “Målaren” et højdepunkt uden lige på pladen. Den fabelagtige opbygning med en blød, men bastant rytme, modsatrettede pizzicatoforløb af skiftende hidsighed og ikke mindst afmålt delayfornemmelse sitrer bogstaveligt talt i højtaleren. Det er hér, visse dele af de fremragende øjeblikke, man oplevede på debuten, bliver sammenbragt til ét hele uden pis og svinkeærinder. Den rene musikalitet i improvisationen og de veje, Dyrberg vælger at gå med dette udgangspunkt, løfter sig ind i en sammenhæng, hvor man overgiver sig og lader Pikaras fornemmelse for melodier få frit spil.
I sammenhængen står enkelte andre kompositioner desværre knap så stærkt, men sammenlagt kan man ikke ønske sig meget mere, end at Pikara på længere sigt kan samle fremtidige perler i en række, der danner et fuldkomment mesterværk.
Pikara har det nemlig i sig.
