»We’re in Spain. This is weird,« fik Cults’ guitarist Brian Oblivion efter et par numre fremstammet gennem det lange, sorte hår. Nok har bandet allerede opnået prominent omtale på blandt andet Pitchfork, og derigennem er der opstået en pæn spænding omkring deres selvbetitlede debutalbum, som udkommer på mandag. På den temmelig store ATP-scene foran et temmelig stort fremmøde kunne man nu godt fornemme, at bandet endnu ikke helt havde fundet en scenevanthed, der matchede deres omdømme.
Det blev nu ikke noget større problem for koncerten. Forsanger Madeline Follins små, generte dansetrin og guitaristen og bassistens synkrone bevægelser bag de ruskende sorte manker faldt egentlig fint i tråd med bandets på overfladen uskyldsrene 60’er-pop. Ikke desto mindre er Cults ikke på vej mod berømmelsen med afsæt i retropop, som tusinder af andre bands spiller det, og deres afvekslende og skæve tilgang til de traditionelle lydmure og garageriff gjorde koncerten både iørefaldende og medrivende.
Med et klokkelydende xylofonspil som musikkens minimalistiske drive opbyggede Cults den ene indsmigrende popmelodi efter den anden. Selvom bandet ofte kun lod den klassiske bas-guitar-trommer-skabelon komme til orde i omkvædene, dannede deres skrabede lyd med få guitarakkorder, xylofon, Follins kraftfulde vokal og en strøm af uventede breakdowns en umiskendelig 60’er-lyd.
Det gik lige i fodtøjet på den fremmødte skare, der antageligt ikke kunne tænke på en bedre måde at varme op til nattens strabadser på. Hvad enten Cults leverede overrumplende kraftig soul, søde ballader eller glad i låget-pop, var de helt på hjemmebane, og selvom man nok kunne have ønsket sig lidt mere end en halv times musik, var koncerten det perfekte middel til at sætte gang i det tømmermandsramte festivalkorpus.
