Man skulle tro, at der bag synonymet Stærosaurus gemte sig følsomme legebørn at dømme efter ep’en Alt er vigtigts forårsfarvede cover med tegnede mænd og rislamper i visuelle loops. Med min anmeldervinyl fulgte desuden en legetøjsdinosaurus med en downloadkode til Ipodens eventyr. Dinoen kan lytteren også lege med i en stille stund, beskriver pr-materialet.
Det forekommer som et både sympatisk og legende projekt, som Andreas Stær og (på denne ep) kompagnon Laurids Smedegaard (Alcoholic Faith Mission, Before the Show) har indspillet fem sange til, og selvom det lydligt set både fremstår som sympatisk eftertænksomt og veludført lyrisk lo-fi, så lykkes det ikke til fulde at videreformidle ep’ens stærkeste kort: Tekstuniverset.
Og hvorfor så ikke det?
Vokalen er desværre den største forhindring for Stærosaurus, for den bærer på den vigtigste opgave i lydbilledet: At formidle den lyriske tekst – der for det meste er velskrevet, men også falder i fælden ved at være en anelse fortænkt – i et frugtbart samarbejde med de melodiske elementer. Det lykkes desværre ikke altid, og det underspillede og tilbageholdte giver simpelthen ikke nok plads til Stærs tekster, der ikke bliver vedkommende nok for lytteren.
På nummeret “Højt op” berøres de svage punkter. Andreas Stær synger langstrakt og gentagent: »Højt op, højt med mig / men der er ingen der fanger mig / med deres kamera.« På trods af en fin stemning og egentlig rimelig catchy melodi i al dens underspillethed, så falder vokalens prøvende facon igennem i mine ører.
Stemmen lyder som Rasmus Nøhrs svageste øjeblikke – og i de (få) øjeblikke, hvor Nøhr ikke synger gennem et evigt hashkogergrin. Der mangler en mere vedkommende og ekspressiv aflevering af vokal eller måske flere korarrangementer til at brede stemmens usikkerheder lidt ud. Eller for at springe i den komplet modsatte grøft: Måske en vilje til for alvor at vise de svagheder, der kun flygtigt berøres via både tekst og lyd.
Det melodiske og teksten arbejder desuden ikke sammen alle steder – f.eks. ikke på ”Højt op”, hvor stavelserne synes at spænde ben for det melodiske og ikke fremstår som et samarbejdende hele. Det kunne godt være gjort dynamisk og spændingsopbyggende, men sådan fremstår det desværre ikke.
“Højt op” falder dog alligevel ikke igennem som sådan, for niveauet er højt, og det er ambitionerne egentlig også. Øvrige numre som “Hvis du ser mig går det skidt” og “Darwinisme” skinner igennem – om ikke i vokalarbejdet, så i det lyriske udtryk og i det samlede lydbillede.
I ”Darwinisme” får instrumenter og især guitar lov til at fylde mere, og det klæder nummeret. Lo-fi elektronik og elektrisk guitar indleder nummeret med en skrattende og prøvende nedskrabet fornemmelse, selvom det konstruerede træder tydeligt igennem i tekstens eftertænksomme lyrik og den konstante musikalske kontrol. Stærs vokal er tilbageholdt og leverer ikke med fuld overbevisning tekstens ellers meget velskrevede: »Du tager om dit ur, som du tror, du kan holde om tiden / og tiden vil vente på dig / en dag vil du stå ved din seng med de samme problemer / samme problemer som mig.«
Teksterne glimter også fint poetisk i ”Hvis du ser mig går det skidt”, hvor et jeg lige ved og næsten berører en historie, der alligevel holdes tilbage og aldrig åbnes op til fulde. Det er klart en fordel af følge med i tekstuniverset, samtidig med at nummeret folder sig ud, for de melankolske og nedadspirallerende melodier fænger ikke fuldstændig.
I forhold til den mere elektronisk prægede ep fra 2009, så er det en fin dimension, at det musikalske udtryk holdes i de lo-fi og eftertænksomme singer/songwriter-proportioner. Vokalens usikkerheder er naturlige nok i dén sammenhæng – spørgsmålet er, om man bliver træt af det tilbageholdte og kontrollerede udtryk, der aldrig for alvor får lov til at lege med rislamper og dinoer.
