Prefuse 73’s Guillermo Scott Herren har været om sig inden for alt fra psykedelisk og instrumental hiphop til IDM og techno, og hans indlydelse har været enormt stor inden for flere genrer. Denne gang er manden bag de mange aliasser (bl.a. Piano Overlord, Delarosa & Asora og Savath y Savalas) tilbage med en svært tilgængelig albumudgivelse, der både har sine anstrengende og sublime momenter. Tålmodighed er en forudsætning for at lære at elske denne plade, men det er muligt. Jeg tror, jeg nu er ved at være der, hvor jeg for alvor kan begynde at sætte pris på den stor kunstneriske helhed, som dette album er.
Producer- og komponistikonet Herren har gennem de seneste 10 års tid været ekstremt produktiv og genremæssigt rastløst. Han har samarbejdet med så forskellige kunstnere som Roskilde-aktuelle TV on the Radio, rapperne Mos Def og Ghostface Killah, Blonde Redhead, Flaming Lips og den geniale trommeslager Zach Hill. Sammen med sidstnævnte har han i øvrigt det interessante sideprojekt Diamond Watch Wrists.
Denne gang sampler og klipper han udelukkende kvindelige stemmer, sommetider til uigenkendelighed, så de fungerer som instrumentale brudflader, mens man andre gange får lov til at høre vokalerne i en kun lettere manipuleret version. Det er bl.a. Zola Jesus, Faidherbe og et af mine store idoler Trish Keenan (Broadcast), der desværre døde i januar, som denne gang er med.
Samtlige sangtitler på The Only She Chapters begynder med “The Only…” (eksempelvis “… Guitar to Die Alone”, “… Trial of 9000 Suns” og “… Recollection of Where Life Stopped”). Denne konceptualisering af sangtitlerne samt det farveløse 70’er-psychcover peger på noget centralt for denne udgivelse. Det minder mig om en samtale, jeg for nylig havde med en god ven. Vi talte om, at der inden for musikkritikken ofte hersker en lidt dogmatisk forestilling om værkbegrebet. Det forstår man med rette, når man møder en så konceptuel og gennemtænkt helhed, som The Only She Chapters unægteligt må defineres som.
På det andet nummer kommer beatet, tungt og langsomt som en maskinpark i forfald. Der er dybe klavertoner, kontrabas og alt godt fra percussionkassen. Man overraskes af en superlækker fløjtemelodi midt i det hele. Den fungerer som en art tema i dette meget abstrakte musikunivers. De to første numre minder mig rigtig meget om lyden og stemninger fra Bjørn Svins lidt glemte, men virkeligt fede og dystre album Kan tropisk (2001). På tredje nummer kommer en af de adskillige kvindevokaler så i form af Faidherbe. Man frydes ved at støde på noget menneskeligt genkendeligt her i det dystre og maskinelle lydbillede. Vokalen er ikke klippet op, som Herren ellers ofte gør, men står nøgent og engleagtigt alene. Tempoet er stadig langsomt, klokker og forvrængede tangenter dukker op og gør stemningen en smule mere luftig. Faidherbe er ligeledes at finde på det fremragende nummer “The Only Lillies and Lilacs Pt. 2”.
“The Only Hand to Hold” med Shara Wordens (My Brightest Diamond) skønne altstemme lyder ærligt talt en smule som en poppet og trist Enya, hvilket ikke fungerer alt for godt. Helt klart pladens mest poppede nummer.
På “The Only Trial of 9000 Suns” – med fantastiske Trish Keenan – er vokalen klippet i stykker, spolet baglæns og gjort uigenkendelig. Nummeret er syret med atonale klavertoner og kaotisk fortættede støjelementer.
Adron, der bidrager med sin skønne og franske vokal på nummeret “The Only Guitar to Die Alone”, er for mig at høre den bedste af de mange samplede vokaler, og nummeret er uden tvivl pladens ypperligste. Hvis alle numre havde været så velkomponerede som dette – og som pladens andet nummer – ville det her været et mesterværk. Det er albummet dog en smule for kaotisk og famlende til at kunne siges at være. Men dyrk det igen og igen, hvis du er til introverte musikoplevelser, befinder dig alene og er i stand til udholde en kaotisk, sublim og hårrejsende tur ind dødens maskinpark, hvor kvindestemmer forfølger dig som sirener.
