Roskilde Festival ’11: The Malpractice, 29.06.11, Pavilion Junior

The Malpractice leverede gedigen, velspillet electrorock onsdag aften.

The Malpractice åbnede deres koncert med “Agitator”, der også er åbningsnummer på deres virkelig gode debutplade Tectonics. Det var da også kun med en enkelt undtagelse, at de spillede hele pladen. Lyden var ikke helt så god, som bandet fortjente. En for høj og meget markant lilletromme virkede lidt malplaceret, og derudover var Marybell Katastrophy-forsangerinde Marie Højlunds vokal for lav. I løbet af koncerten blev lydmanden heldigvis opmærksom og balancerede vokalerne, så Højlund ikke sang kor på Johannes Gammelbys lead. I stedet kom de tos stemmer til at lyde som en poppet og indigneret udgave af The Raveonettes’ geniale vokalarrangementer, og sammen dannede de nogle særprægede og spændende harmonier. En vej, man kunne anbefale bandet at følge endnu mere bevidst i kompositionen af fremtidige sange, for som Gammelby også sagde ved slutningen af koncerten: »Vi er altså nødt til at skrive nogle flere sange.« Bandet valgte på en måde den sikre vej ved at spille deres numre, som de lyder på albummet. Det var nu dejligt med mere vokal fra Højlund, der desuden bidrog med en velplaceret shaker, som ligeledes gav et løft til de tunge riff, den metallisk klingende lilletromme og stortrommens hamren på alle fire slag. Variation og dynamik i kompositionerne gik således hånd i hånd med den musikalske kvalitet.

Det var altså en rigtig fin og velspillet koncert uden de store eksperimentelle manøvrer, som det indtil syvende nummer lidt matte og sløve publikum fik. De vågnede, klappede i takt og hoppede lidt til superhittet “Boss Stallion”. Måske har nogen set videoen til nummeret. Det er noget med Gammelby og en kæmpe kanin. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen med det, men det ser fedt ud. Omkvædet fungerede desuden ret godt til at spejle hedonismen og de selvdestruktive kræfter, der er så allestedsnærværende på festivalen: »Drink it up / go break the body down / make it sick / and beat it to the ground!«

Gammelby sang »I am in control,« og det var han altså også. Publikum var kommet i gang, og energien blev holdt på et fint niveau koncerten ud, bortset fra på et lidt afdæmpet ballade-agtigt nummer. Sammen med nummeret “Specimen” er de nævnte numre for mig at se de bedste beviser, bandet har givet for, at de mestrer en aggressiv og ‘paranoid’ pop (konferencieren introducerede bandets musik som ‘paranoia-pop’) med en glimrende balance mellem tung techno-energi og endnu tungere rock. Kendere af Beta Satan, hvis bagmænd spiller trommer, bas og keyboard i The Malpractice, ved, hvor energien kommer fra.

Teksterne virkede politisk indignerede og kredsede om post-apokalypse og destruktion, men der sneg sig da også en kærlighedssang eller to ind. Gammelby sang insisterende »It’s all about love,« og samtlige medlemmer, men især Gammelby, udviste en enorm spilleglæde og virkede meget uprætentiøse. Blandt andet sagde Gammelby efter andet nummer »Udemærket« (sådan siger man på jysk), hvilket jo er Jesper Binzers klassiske catchphrase. Der var nok nogle, der var glade for at spille på Roskilde Festival.

Et spørgsmål, jeg ikke helt kan få ud af hovedet, meldte sig, da bandet spillede “We, the Drowned”. Er det her soundtracket til Carsten Jensens roman “Vi, de druknede”? Som en lidt sær afslutning forlod alle scenen – undtagen medlemmerne på keyboard/computer og trommer. Og så gik der ellers techno og Goa-trance i den. Publikum kunne lide det, og jeg synes, det var en sjov og festlig måde at afslutte en gedigen, velspillet, professionel, men måske en smule forudsigelig koncert på.