Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
At The Vaccines var på plakaten, var beviset for, at NorthSide Festival har fingeren på pulsen. The Vaccines har jo ikke bare været på alles læber, men også i alles ører de seneste par måneder. Tænk at have så meget momentum ligefrem at blive kaldt for de nye yndlingssuperhelte. Men ja, What Did You Expect From The Vaccines? er en voldsomt iørefaldende plade, og når nu ikke Arctic Monkeys har kunne holde fanen højt på deres nye bud på britrock anno 2011, så er det godt, at der alligevel findes andre stimulanser.
Men uanset, hvor definerende The Vaccines har været for det hidtidige 2011, så virker de i højere grad som en rockkliché frem for trendsetters da de fræser koncerten i gang søndag eftermiddag.
Justin Youngs tirrende adfærd overfor bassist Árni Hjörvar og generelt rastløse fremtoning medfører først og fremmest ikke, at bandet fremstår som en harmonisk enhed, men næsten værre endnu virker hans udsvævende “fuck-you-I’m-on-drugs”- attitude påtaget og iscenesat og derfor også sørgelig i stedet for kun foragtelig.
Der var nu også problemer med udstyret som koncerten skred frem, men “the show must go on” og trådene blev reddet ud simultant.
At oplevelsen trods alt stadig var god skyldes i høj grad deres debutplades helstøbthed. Den altoverskyggende inspiration fra 60’er grupper som The Ronettes og The Kinks, de hurtige riff og den skarpe bulren i små tætpakkede enheder er ligeledes lækre delikatesser i liveudgaven af The Vaccines. Den korte form er effektiv og intens og underholdningsværdien er i top, fordi man aldrig når at sumpe hen trods en relativ ensformighed. Og med markante radiohits som “Post Break-Up Sex” og “If You Wanna” i sprøjten, kunne publikum oven i købet skråle ukompliceret med, hvilket sjældent (og heller ikke her) indvirker negativt på stemningen.





