De tre Huntsville-medlemmers kærlighed til improvisation og soniske eksperimenter er ikke svær at høre på det norske bands tredje album, der ligesom de forrige er udgivet på Rune Grammofon. Huntsville lyder stadig som sig selv. Også selv om lyden er blevet mørkere og mere rocket end tidligere, og der i forhold til Eco, Arches & Eras fra 2008 er skåret ned for melodierne og de akustiske elementer. Fra at være blevet forsøgt karakteriseret som ‘yoga-country’ og ‘abstrakt drone-Americana’ må man nu ty til en betegnelse i retning af ‘kraut-impro’ for at sætte den ustyrlige trio i bås.
Og så rammer man alligevel ikke helt plet, hvilket heldigvis er med til at fortælle en hel del om Huntsville. Det sætter albummets åbningsnummer også en tyk streg under. Her er ingen genrebegreber dækkende nok. Titelnummeret varer knap 19 minutter og er albummets hovedstykke på grund af sin monumentale længde, men også fordi det kunstnerisk definerer resten af albummets kurs.
Det starter ud med et underspillet groove, som langsomt bliver mere hypnotisk. Hanne Hukkelbergs vokal er hele tiden en smule off, hvilket passer perfekt. Hun forlader nummeret omkring de fire minutter inde, og groovet fortsætter – først ubemærket, siden bliver trommerne langsomt vildere, mere insisterende, og det samme gør skærende baggrundstoner, som bringes længere frem i lydbilledet. Guitarer sætter ind med to-toners-twang, og nummeret fortsætter melodimæssigt med c- d- og e-stykker. Ca. halvvejs inde kommer et break – bassen genoptages, men drivet kommer ikke i samme grad. Herefter bliver lydbilledet mere buldrende, skærende, sviende. Nogle af nummerets tidligere, musikalske elementer tages op, inden det ender i et varmt tæppe af halvstøj, hvor trommerne er vendt tilbage som en hurtigt hvirvlende bund.
Det kræver sin koncentration overhovedet at følge med og fatte, hvordan Huntsville vrider nummeret fra den nærmest krautpoppede intro til den dronede afslutning. Men fordi titelnummeret er placeret som åbning, stjæler det også al opmærksomheden med sin melodi og komplekse opbygning, der i den grad står i kontrast til resten af albummet.
Således bliver resten af albummet næsten reduceret til en parentes, selv om der absolut er gode momenter i de andre numre. F.eks. den skæve blanding af trance og krautdrive, der bliver dækket af bølgeslag af støj, centrifugerende maskinelle toner og guitarens svar på en bilalarm i “Ear/Eye Connector”. Senere ændrer nummeret karakter til en aggressiv angrebsrock, som ender i brum, industriel, oscillerende støj.
Dispositionen af albummet fungerer måske i virkeligheden bedst på lp, hvor det lange åbningsnummer får lov at stå for sig selv på den ene side, og man som lytter kortvarigt får luft og stilhed, mens vinylen vendes og nålen sættes i rillen på side B. Ellers må For Flowers, Cars and Merry Wars nydes i lidt mindre portioner på digitale medier. Nydes skal det i hvert fald.
