Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Selvmedlidenhed på et bagtæppe af dygtigt orkestrerede popmelodier kan være vanskeligt at formidle, når man kun er to på scenen. Men når den ene mand hedder John Grant, så er næsten alt andet små detaljer. Selv de værste ynkeligheder og banaliteter bliver tilgivet. Både i melodierne og det overdrevent bidske og sortsynede tekstunivers.
For John Grant er udstyret med en af de stemmer, der ikke findes magen til. Syltet i levet liv kan John Grant ende med at levere dette årtis mest formidable comeback. Det var Roskilde-koncerten et varsel om. Tiden som crack- og kokainafhængig drukkenbolt er fortid, og Grant tog sig rolig og veltilpas ud, da han trådte ind på den lille Gloria-scene. Med sig havde han samme besætning som sidst, han gæstede Danmark. Sig selv samt pianist, korsanger og allround effektmand Chris Pemberton. Og det var alt, John Grant havde brug for.
For fra det tørreste »motherfuck« i koncertåbneren, det endnu ikke udgivne nummer “You Don’t Have To”, og fremefter blev de bidske bidder blot leveret endnu skarpere end på sidste års glimrende Queen of Denmark. “Jesus Hates Faggots” var elegant, men afklaret forældrehad pakket ind i vellyd, “Outer Space” fik med lidt ekstra rumklang og perfekt doserede fraseringer dopaminen til at risle rundt i hjernen, og i omkvædet i “Queen of Denmark” slap han det milde greb om stemmen i de helt rigtige øjeblikke.
Der blev også plads til at lufte den svampede ragtime-agtige “Chicken Bones”, der dog savnede lidt drive fra en rytmesektion. Den endte mest af alt med at lyde som noget, der passede bedre til en sen nattetime på Café Intime. “Caramel” nåede heller ikke albumhøjden, men det var detaljer, der ikke ændrede på indtrykket af at have oplevet en sanger, der er på vej til at løfte sig ud af både afhængighedsskyggen og mindelserne om de tidligere bedrifter i Czars.
