Der manglede desværre både glæde og sfærisk skønhed til Little Dragons koncert.
Det svenske band Little Dragon med sangerinden Yukimi Nagano i front optrådte sidste år på Orange Scene. Det var i selskab med Gorillaz, hvor svenskerne har medvirket på to numre fra albummet Plastic Beach. En ret overlegen Roskilde-debut, må man sige. I år var kvartetten så tilbage for at give sin egen koncert – denne gang på Odeon. Her var der ikke så specielt mange mennesker, så det var let at få plads. Tak for det, James Blake.
Little Dragons medvirken på Gorillaz’ plade har med garanti banet vejen for dem og skabt interesse om det lille band fra Gøteborg. Især deres andet album, Machine Dreams, har jeg også lyttet til, og er blevet temmelig begejstret for deres elektroniske, poppede drømmeverden. Der er konstant en sfærisk kvalitet ved deres numre og en iboende tristesse i Naganos stemme, der hæver musikken langt over så meget andet elektropop.
På scenen denne gang spillede Little Dragon nogle nye numre fra deres kommende, tredje album Ritual Union, der udkommer den 26. juli. Som singlen “Nightlight” afslører, bliver det vist mere stilet mod dansegulvet end på bandets tidligere udgivelser, og på Odeon var der også skruet godt og grundigt op for beatet og diskoen på næsten alle numre. Det var måske, fordi det var lørdag kl. 19, at de følte behov for at starte diskoteket op. Men jeg syntes, det var lidt synd. De fine, fine sfæriske kvaliteter i Little Dragons musik forsvandt stort set. Faktisk var det svært at genkende mange af numrene fra Machine Dream, da de var pumpet så meget op. For eksempel blev den smukke “Feather” lidt amputeret.
Noget lidt underligt ved denne koncert var desuden bandets indbyrdes stemning og interageren eller mangel på samme. Nu ved jeg ikke, hvordan de plejer at se ud på en scene, men det virkede ikke, som om de var veloplagte eller nød det. Jeg overvejde endda, om de var blevet uvenner lige inden koncertstart. Der var kun helt minimal interaktion mellem bandmedlemmerne. Hver passede bare sit arbejde. Også selv når Nagano f.eks. mod slutningen gik over til trommeslageren og deltog i slag på bækkenerne med ham, var det næsten uden kontakt imellem dem. Det er bare svært at få smilet frem over for et band, der ikke selv smiler eller virker entusiastiske.
Det ændrer dog ikke på, at Naganos stemme er et af gruppens vigtigste kort. Der er noget let tilbageholdende, reserveret og drømmende i hendes stemme, der gør det musikalske billede interessant. Det er sikkert det, der fik Damon Albarn til at få fat i bandet til at begynde med.
Koncerten med Little Dragon blev slet ikke, som jeg havde håbet. Den lethed og finesse, man normalt hører hos dem, selv på deres dansable, elektroniske numre, var ikke rigtig til at finde denne aften på Odeon. Og bandet virkede da også, som om de glædede sig, til det var slut. Til allersidst gik det over i ren diskoteksindstilling med fokus kun på beat og bas, og det virkede ærlig talt ikke, som om det var noget, kvartetten virkelig havde på hjerte, men blot fyld, så de kunne ramme en koncerttid, der præcis sagde en time.
Det var en noget oppumpet, uentusiastisk og ligegyldig koncertoplevelse, som jeg ikke kan give særlig høj karakter. Hvis anmeldelsen havde været af Machine Dreams, havde det været noget ganske andet.
