Surfer Blood: en flok lige vel magelige slackere.
Musikken falder heller ikke langt fra dette billede. Lyden er blevet beskrevet som Beach Boys-surfpop, der møder Weezer-slackerpop. Live blev det dog til betydeligt mere af det sidste, da nuancerne langt hen ad vejen druknede i bas og trommer. Hovedparten af sangene serveredes med et godt riff, markante 4/4-trommer og en guitarmelodilinje, der lagde sig hen over den simple bund.
Startjoken blev hurtigt forklaret med, at bandet er ep-aktuelle til september, bl.a. med nummeret “Prison Break”, der ikke lagde sig langt fra lyden på debutpladen Astro Coast fra 2010. Det gjorde derimod det nye nummer “Dancing”, som bevægede sig mere over mod en Vampire Weekend-inspireret collegelyd. Det nye blev blandet op med sikre træffere fra debutpladen som “Harmonix”, “Floating Vibes” og “Take It Easy”.
Men idet vokalen i størstedelen af numrene ikke trådte klart igennem, og at bandet alt for ofte lænede sig tilbage i en magelig positur, blev numrene ensformige og uvedkommende, og det tyndede da også lige så stille ud i publikum undervejs. Det har nok heller ikke gjort det lettere for bandet at keyboardspilleren og percussionisten Marcos Marchesani ikke længere er en del af setuppet. En skam, da rygtet ellers gik, at han var nerven i liveshowet.
Ikke at det resterende band ikke gav showdelen et forsøg. Der var guitardueller i sneglefart, og forsanger Josh Paul Pitts var passende nok en tur nede i pitten og lunte lidt frem og tilbage. At det så tog lidt tid at få hevet ham op igen, var en anden sag. Det var dog for mageligt, og først med hitsinglen “Swim (to Reach the End)” og dens stadion-store rocklyd syntes både band og publikum at oppe sig. Det hjalp dog ikke på følelsen af at have været til open mic-arrangement på den lokale high school. En gedigen præstation af et tiltalende, men dog lidt for slacket band, der snildt kunne have skruet ned for bassen og op for showet.
