Ordet kult har populært ændret mening fra at betyde udførelsen af religiøse ritualer til i stedet at bruges om minoritetsgrupper, der opstår spontant omkring gængs tro, praksis og kulturfænomener. Kulter forbindes ofte med karismatiske og autoritære ledere. En tendens, der også optræder i musikkens verden, hvor et band eller forsanger siges at kunne opnå kultstatus. Betragt eksempelvis Insane Clown Posse, deres følge af juggalos og de mildest talt mærkværdige ritualer, der udspiller sig heromkring.
Cults er som et kulturelt fænomen allerede godt i gang med at samle sig en skare af engagerede tilhængere, ledt frem af Pitchfork. Kultens ledere er sangerinde Madeleine Folin og hendes partner Brian Oblivion (et alias hentet direkte fra kult-horrorfilmen “Videodrome”), der ved siden af guitaren også supplerer Folins sang. Som newyorker-band og tidligere filmstuderende er parret godt inde i både den amerikanske 60’er-pigegruppe-pop, såvel som den mere uhyggelige fortælling om kulter og masseselvmord, der har præget nationens historie. De modsatrettede stemninger, som ovenstående giver, forenes og brydes på Cults debutplade af samme navn.
Både amerikanske Tennis og den engelske pigegruppe The Pipettes har arbejdet med at føre den varme 60’er-lyd ind i dette årtusind, men hvor Tennis lægger sig op ad en lo-fi, støjet lyd, og The Pipettes har travlt med at danse rundt og råbe på femi-power, trækker Cults retropoppen over i det rockede med en mere markant elektrisk guitar tilsat beats og stemmesamples. Det poppede element minder om Phil Spectors sangskrivning for American Bandstand-darlings som The Crystals, mens der bagved af og til fornemmes en mere dyster vibe a la The Jesus and Mary Chains blanding af pop og guitardistortion.
Hitsinglen “Go Outside” er en af den lyseste sommermelodier længe, fuldendt med klokkespil, en doven bas, ah-kor og sing along-linjer. Men bag den brede pop-appeal er der alligevel en agenda. Nummeret indledes med et vokalsample i form af Jim Jones (kultlederen bag Jonestown-massakren), der giver disse opmuntrende ord med på vejen: »To me, death is not a fearful thing. It’s living that’s treacherous.« Et udsagn, som resten af sangen stiller sig i opposition til: »I really want to go outside and make it light all day / You really want to hole up / You really want to stay inside and not care where you lay.« Et ønske der følges op med en klar dom over den, der ikke nyder livet: »I think that you should wake up / I think I want to live my life and you’re just in my way.«
Det virker vigtigt for oplevelsen af pladen, at man giver sig tid til at bemærke teksternes skyggeside, da musikken ellers har en tendens til at flyde over af velspillet sommer-lal. “Go Outside” kunne hurtigt gå hen og føles som en kortlivet sommerjingle, hvis den ikke var tilført flere lag. Og det er kendetegnende for hele Cults, lige fra den reverb-indpakkede “Abducted” om det ulykkelige i ugengældt passion, over balladen “You Know What I Mean”, der er som snydt ud af Olivia Newton-Johns næse, og Betty Rizzos mere beskidte mund, til den pæne og samtidig teenageoprørske “Most Wanted”, hvor forbuddene »flirtation / drug use / and adultery« overtrædes med fryd.
Giver man sig ikke tid til disse detaljer og modsætningsforhold, kan det at lytte til Cults føles som at bunde litervis af vaniljecreme. Lækkert og ubesværet til en start, indtil det står dig ud af ørerne med vammel sødme. Men trods udfordringerne for ens musikalske fordøjelse, skal Cults roses for at have lavet et album, der er konsekvent. Både i sin planken af 60’er-lyden, men også ved at det lykkes dem at hive lyden med frem på denne side af årtusindet. Cults skaber både mulighed for at kridte danseskoene og nyde let pop og virkningsfuld soul, samtidig med at det dystre skærper pladens udtryk. Med en hovedvægt af guf og tilpas med gys forsøger Cults at lokke lytteren indenfor i kulten.
