De fleste har fra tiden til anden oplevet følelsen af, at fænomenet musik på magisk vis kan flytte tankerne fra både tid og sted. At musikken skaber en nærmest drømmende og filmisk effekt, hvor man blot ved at lytte kan bruge sin fantasi til at visualisere et helt andet sted end dér, hvor man fysisk befinder sig. En sådan oplevelse får jeg med Tamer Animals, det andet studiealbum fra den Oklahoma-baserede indierockkvintet Other Lives.
Der er tale om en atmosfærisk og drømmende plade, som fra start til slut bærer præg af et filmisk og homogent musikalsk udtryk. Dette skyldes først og fremmest instrumenteringen – jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om en anden plade, hvorpå strygere har en så bærende rolle som på Tamer Animals. I populærmusikalsk regi, vel at mærke.
På albummets første skæring, “Dark Horse”, bliver strygerne nænsomt eksekveret i selskab med hornene og træblæsernes pulserende toner, og det fornemmes allerede hér, at numrene på pladen er omhyggeligt arrangeret uden plads til tilfældigheder. I “As I Lay My Head Down” lægger strygergruppen med smukke klangflader sig om både kor og forsanger Jesse Tabishs vokal, og på den fremragende førstesingle “For 12” glider violinerne langsomt fra tone til tone akkompagneret af melankolsk klaver og akustisk guitar. Dette nummer balancerer imponerende på linjen mellem det intime og storladne og er et af de stærkeste på pladen.
Strygernes dominerende rolle er gennemgående for hele pladen, hvilket jo umiddelbart kan synes svulstigt og patosfyldt, men Other Lives undgår at falde i denne grøft af de simple grunde, at albummet er uhyre lækkert produceret, og at sangene har en imponerende kvalitet. Tamer Animals‘ produktion minder i mange henseender om amerikanske Fleet Foxes’; der er gjort brug af percussion frem for traditionelle trommesæt, og vokalerne er for det mest svøbt i massive flader af rumklang. Sidstnævnte passer rigtig godt til Jesse Tabish, hvis vokal har en skrøbelighed og melankoli ikke ulig f.eks. José González. På pladen er det ikke altid nemt at høre, hvad han synger, men alligevel går den svævende vokal rent ind, fordi den fungerer stemningsskabende til numrenes instrumentale arrangementer.
Tamer Animals fremstår utrolig gennemarbejdet, og der er hele tiden nye detaljer at opdage i musikken selv efter adskillige genlyt. Med smukke korharmonier og filmiske strygerarrangementer kan Other Lives godt minde om en gruppe som Sigur Rós – numrenes opbygning er gennemtænkt, men ikke forceret, og de orkestrale arrangementer formår at være episke og drømmende uden at blive patetiske. Other Lives er dog knap så progressive i selve sangskrivningen som Sigur Rós, så der er ikke tale om 10 minutter lange skæringer med længere instrumentale passager, men numre af tre-fire minutters varighed, som alligevel opretholder en fornemmelse af svævende og knap så stringent udvikling.
Dermed ikke sagt, at Tamer Animals er en decideret feelgood-plade. Tværtimod kræver de indadvendte og molbaserede melodier både tålmodighed og fordybelse, og jeg vil ikke anbefale, at du sætter pladen på som lydtapet, mens du gør hovedrent. Derimod kan du med fordel alliere dig med dit bedste sæt hovedtelefoner og smide dig i sengen, mens du lukker øjnene til Tamer Animals og overlader alt til din hørelse. Det vil undre mig meget, hvis ikke dine tanker får lyst til en 40 minutter lang rejse uden for tid og sted.
