Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Det er en noget udknaldet smiley, som med sine store øjne stirrer fra sin plads på coveret til Primal Screams Screamadelica. Men det passer overordentligt fint til et album, som den dag i dag, tyve år efter sin udgivelse, stadig stritter som en tour de force gennem et syretrips op- og nedture.
Ideen om at lade bands spille deres album fra ende til anden er blevet mere og mere udbredt, og succesen skyldes ikke mindst festivalen All Tomorrow’s Parties, som med konceptet Don’t Look Back har sat fænomenet i system. Sonic Youth, Suede og Belle & Sebastian har alle fremført et af deres album i fuld længde – sidstnævnte udgav endda liveversionen af If You’re Feeling Sinister på iTunes umiddelbart efter koncerten.
Der kræves noget af et setup for at kunne præstere de mange musikalske facetter, som præger Screamadelica. På albummets 65 minutter kommer Primal Scream både omkring rock’n’roll, house, gospel og dub i skøn forening, og der er flittig brug af en væsentlig maskinpark, blæsere i massevis og korsangerinder med stemmebåndet stemt i soulmode. Denne aften var der hverken et stort gospelkor eller en hornsektion med. Flere af disse elementer blev dermed afviklet som backtrack, men det gjorde sjældent noget, selvom det ville have givet lidt mere liv på scenen.
Det savnedes dog ikke særligt. Fra forsanger Bobby Gillespies introreplik »We’re Primal Scream and we’re gonna kick your ass« og åbneren ”Movin’ on Up” var der knald på. Og mere rockguitar end på albummet. Og et længere congasmellemstykke. Allerede fra start viste Primal Scream dermed, at de ikke var hellige omkring fremførelsen, og at der var plads til forandringer.
”Slip Inside This House” var næsten for tung i lyden til Vegas store sal, som buldrede skidt, mens bagtæppet gyngede. Også her fik Andrew Innes’ guitar lidt for meget plads i et nummer, som i albumversionen stort set ikke indeholder en eneste strofe rock. Det ødelagde lidt nummeret, fordi det trak noget elektronisk ud af det. Til gengæld var genfortolkningen af ”Don’t Fight It, Feel It” perfekt med en fantastisk basgang leveret af Gary ‘Mani’ Mounfield og en Andrew Innes, der fik lov at lege med Beatles-riffet fra ”Hey Bulldog”. Den voluminøse sangerinde, hvis navn desværre druknede i publikums jubel, levede helt op til Denice Johnsons originale vokalpræstation, og Bobby Gillespie sang efter enkle vaklende strofer denne aften bedre, end han oftest plejer at gøre.
Efter denne åbning af tredobbelt format sænkede bandet farten og sprang frem i tracklisten til de stille numre ”Damaged”, ”I’m Coming Down” og ”Inner Flight”, der alle var meget tro mod originalerne. Igen måtte man nærmest undre sig over Bobby Gillespies stemme, som i samspillet med saxofonen på ”I’m Coming Down” gav klare kuldegysninger.
Det samme gjorde ”Higher Than the Sun”, hvor den visuelle baggrund for første gang denne aften smeltede sammen med bandet til en højere enhed, da Bobby Gillespie i sin røde skjorte dansede rundt, mens et matchende rødt lys oplyste den tilrøgede scene. Og en psykedelisk solskive hævede sig langsomt og oplyste salen og et nærmest euforisk publikum, da nummeret med Jah Wobbles karakteristiske basgang gled over i den dub-inficerede del to af nummeret, som siden gled over i Bo Diddleys “Who Do You Love?”. Dette var en lidt sær og ikke ubetinget god leg med originalmaterialet.
”Loaded” og ikke mindst ”Come Together” reddede dog den fortolkning. Førstnævnte blev ledsaget af herlige billeder af bandet for tyve år siden, krydsklippet med landevejens frie sjæle på deres motorcykler gennem det amerikanske landskab. Det var perfekt og fungerede samtidig som en reminder om, hvilken rus albummet var opstået af. En tid hvor stoffer og fri kærlighed i nogle kredse igen fik lov at flyde frit. Så ”Come Together” kom som det helt naturlige afslutningsnummer.
75 minutter efter start gik resten af bandet af scenen, mens Bobby Gillespie fik folk til at synge det hippie’ske omkvæd igen og igen. Purister vil måske hævde, at Primal Scream ikke gav albummet den rette behandling ved at bytte rundt på numrenes rækkefølge denne aften og udelade ”Shine Like Stars”. Men det var alt andet lige den helt rigtige disponering for koncerten, der sluttede med et brag. Så må man lige se bort fra de tre ekstranumre, ”Country Girl”, ”Jailbird” og ”Rocks”, der viste et band, der mere og mere kan lide at spille rocknumre, som i perioder trækker lidt for meget på Rolling Stones. Men omvendt var numrene med til at give en forklaring på, hvorfor flere af numrene blev lidt mere rocket i udtrykket, end godt var.
