Plader

Son Lux: We Are Rising

Skrevet af Rasmus Riiskjær

På bare 28 dage har Ryan Lott alias Son Lux og hans stærkt besatte band skabt et stort orkestreret mesterværk, der spænder fra dreampop til kompositionsmusik.

Ikke siden The Antlers’ Hospice har melankolsk og gennemkomponeret musik lydt så godt. Ryan Lott alias Son Lux besidder den slags uterlige og poetiske talent, som er kendetegnende for Björks, Radioheads og Flaming Lips’ tilgang til musik.

We Are Rising er Lotts andet album, og på selve cd’en er titlen forkortet til sine initialer. Både denne forkortelse og titlen lyder som navnet på noget metal, men det er tværtimod konceptuel indie-kompositionsmusik af rang, det drejer sig om. Krig, smerte, apati og dyb sørgmodighed skorter det dog ikke på.

I stedet for et voldsomt udtryk præget af larmende trommer og forvrængede guitarer er det centrale på albummet den store patos, som kendes fra især klassisk musik, tilsat nogle introverte, alsidige og samtidig fængende kompositioner. Det skal opleves, før man tror på det, og pladen kræver fordybelse og tilvænning – ikke ulig Mercury Revs fantastiske albums Deserter’s Songs og All Is Dream.

Lott har et stærkt besat band bag sig. Det hedder yMusic og tæller bl.a. Rob Moose, der spiller med Antony and the Johnsons, og Shara Worden, der er frontkvinde i My Brigthest Diamond. Det er en samling usædvanligt dygtige musikere, der har indgået i samarbejder med bl.a. Björk, The National, Peter Gabriel og Jay-Z – ærefrygtindgydende er kun et bette ord. Musikalsk høres sekstettens indflydelse tydeligst i dynamiske variationer og i de spændende instrumenteringer, der indeholder en god portion af et symfoniorkesters spændvidde. Især er de velfungerende violiner og den specielle brug af tværfløjter værd at bemærke.

Men det bliver vildere endnu! Pladen blev til nemlig til som en del af New Hampshire-magasinet The Wires årlige konkurrence, ”RPM Challenge”, der giver de deltagende musikere 28 dage til at skabe et album. Har man lyst til mere baggrundsviden og til at læse et rigtig fint interview med Lott, så giv denne side et kig. At albummet er blevet til på fire uger, er intet mindre end ufatteligt. Lotts tidligere album, At War With Walls and Mazes (2008), tog hele tre år at lave. Den korte arbejdsproces i forbindelse med We Are Rising vidner således om, at Lott ikke blot har arbejdsdisciplin og stædighed, men også mestrer at arbejde effektivt under pres – imponerende.

Åbningsnummeret “Flickers” er smuk og ørehængende drømmepop. Melodien er højstemt og patetisk på den gode måde, og Lotts spinkle tenor får modspil af Glockenspiel, tammer, klaver, et drømmende kor og en dejlig gang sav. Selv efter rigtig mange gennemlytninger er nummeret ikke til at blive træt af. “Flickers” har som mange af de øvrige numre en form for musical-karakter: Et musikalsk og i nogen grad også i tekstmæssigt narrativ om en post-apokalyptisk tilstand, hvor følelser som håb og apati konstant veksler, synes at være et gennemgående æstetisk motiv. Det er ting som dette, der gør, at pladen for mig fortjener ‘mesterværk’-prædikatet.

Tredjenummeret “Rising” er uden tvivl pladens absolut bedste. Det er smukt og poppet og sidder der fuldstændig ved første gennemlytning. Det er hjemsøgende i sin uhyggelige enkelhed og genkendelighed, nummeret bølger i et fantastisk slæbende og oppustende crescendo. En detalje, der er værd at lægge mærke til, er tværfløjten, der ligger som et krydderi i nogle velplacerede pauser. Det minder kompositionelt om Jaga Jazzists brug af fløjter, pauser og Glockenspiel i f.eks. “Kitty Wu”.

“Leave the Riches” kræver tilvænning og står som et pladens mest dystre numre. Her er stemningen mere apatisk end håbefuld. Balancegangen på knivsæggen mellem disse to modsætninger er slingrende og tvivlende. Måske er denne vekslen og usikkerhed mellem forskellige stemningslejer i musikken meget rammende for, hvorfor pladen fremstår så ægte og alvorlig uden at virke forceret eller prætentiøs.

“Flowers” lyder som temamusik til en psykedelisk tegnefilm med magiske forvandlinger. En dæmpet rytme på en gulvtam og en klagende vokal bygger sammen op til et vildt crescendo med Glockenspiel og brusende trommer, der lyder som en blanding af soundtracket til Disneys “Fantasia” og Sigur Rós tilsat progjazz.

“Claws” lyder som noget, jeg aldrig har hørt før. Det er nyskabende i avantgardistisk og progressiv forstand, men let tilgængeligt og poppet, så få lyttere vil have svært ved at nyde nummeret. Ekkoeffekter på vokal og trommer, simple og smukke klaverfigurer, støjende guitarer, masser af raslende percussion og smadder er med til at skabe en effektfuld stemning af skønhed og vanvid. En minutiøs trommeovergang i nummeret minder utroligt meget om de otte geniale lilletrommeslag i Portisheads “Over”. Det er kræs for beat-elskere.

Overgangen til “Let Go” fungerer så suverænt, at der på ingen måde kan herske tvivl om Lotts talent som komponist. Hvordan dælen kan det her være blevet til på sølle 28 dage?
Et delvist elektronisk beat, endnu en lækker tværfløjte og noget, jeg tror er en fagot, skaber den hurtige rytmik, som også kendetegner nummeret “Chase”, hvilket det på mange måder minder om. Denne lighed kan måske ses som en lille skønhedsfejl, men det er ikke noget, der får mig til at fremhæve det som et negativt træk. Fra “Let Go” kan man også drage paralleller i en helt anden retning, nemlig til Tools “The Grudge” fra det eminente album Lateralus. Her synges der ligeledes »let go« til en trommerytme, men hvor stemningen hos Tool er mere aggressiv og sammenbrudslignende, klinger Son Lux mere håbefuldt på trods af psykedeliske eksplosioner, post-apokalypse og et anarkistisk symfoniorkester.

Registret på albummet er stort, men konstant i overensstemmelse med en nuanceret forståelse for relationen mellem musikalsk håndværk og de emotionelle påvirkninger og lydbilleder, som etableres. Et mesterværk af en plade er det uden tvivl. We Are Rising fortjener en plads i musikhistoriens almanakker.

★★★★★★

2 kommentarer

  • Tak for anmeldelsen. Nu har jeg læst anmeldelsen og efterfølgende erhvervet mig albummet. Jeg giver Rasmus fuldstændig ret – det her album er virklig godt!!
    Sjovt nok et album jeg hverken har hørt omtalt eller er faldet over andre steder endnu..

  • Tak for kommentaren Baltzer. Det varmer. Ryan Lott er i særdeleshed en dygtig komponist.

Leave a Reply