Fotos: Jens Th., www.jens-th.com
Uncle Tupelo var for country-musikken, hvad Nirvana var for den hårde rock: En utilsløret fuck-finger til det etablerede gejl og gøgl. Måske lå det i tiden. Vi snakker starten af halvfemserne, hvor heavy metal var reduceret til parykker og lyserøde Kramer-guitarer og hvor country-musikken ernærede sig ved achy-breaky-bullshit.
Uncle Tupelo skrev historie, og deres første plade, No Depression, lagde navn til en helt ny scene – den scene, man også kalder alt.country eller alternativ country. I forgrunden var Jeff Tweedy (senere Wilco) og Jay Farrar (senere Son Volt). De var begge sangskrivere af guds nåde, og på scenen havde de en energi og vilje, der fik mig til hovedkulds at forelske mig i den forbudte og underlødige countrymusik. Det skete, da Uncle Tupelo spillede på Tønder Festivalen i 1993.
Der skulle gå 19 år og adskillige fantastiske musikalske (og umusikalske) oplevelser på Tønder Festival før en egentlig konkurrent til min Uncle Tupelo-oplevelse meldte sig på banen: The Avett Brothers.
De ankom lørdag eftermiddag i en motherfucker-stor dobbeltdækkerbus, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Arcade Fire var kørt forkert og bogstaveligt talt var i færd med at indtage Tønder i stedet for Ballerup. Bandet efterlod en Amsterdam-paraply backstage, spiste mad af paptallerkner og lignede til forveksling ganske almindelige mennesker. De hyggesnakkede og dryssede tilbage til den monstrøse turbus.
På scenen eksploderede de i en koncert, der vil gå over i Tønder Festivalens historie. Scott Avett lignede Bruce Springsteen anno 1975, da han entrede scenen med sin banjo. En tydeligt overrasket Seth Avett, trak sig med et kæmpe smil væk mikrofonen og formede et »what the fuck« med munden, da publikum skrålede med på ”January Wedding” fra gruppens seneste udspil I and Love and You. The Avett Brothers anede ikke, hvad de kunne forvente sig af det danske publikum, men aldrig nogensinde før har så mange mennesker skreget og skrålet så meget ved en koncert i Tønder.
Stilmæssigt læner The Avett Brothers sig kraftigt op ad Uncle Tupelo. De deler de dybe amerikanske rødder, men hvor Uncle Tupelo indimellem virkede frustrerede, oprørske og vrede, synger The Avett Brothers om det jordnære, som for eksempel kærligheden i alle dens bittersøde nuancer.
Hvor Uncle Tupelo nærmest insisterede på at være stilskabende – hvilket de som nævnt også var – trækker The Avett Brothers på det, der allerede er, men i den proces føres traditioner videre, sættes i nye rammer og bliver spritnye og moderne. Det banale og det naive udtryk er ægte, og det bakkes op af en musikalitet, der er så stor, at de simple budskaber bare glider ned som en ubeskrivelig kraft, der giver styrke og nærer trangen til det, som måske i virkeligheden er det eneste, der kan redde verden; kærligheden.
Da Seth Avett satte sig ved klaveret og skrålede »So I’ll scream ’til I die and the last of those bad thoughts are finally out« var det dét, vi gjorde. Skreg og skrålede i en eufori, der nu med koncerten på behørig afstand virker næsten skræmmende. ”Head Full of Doubt / Road Full of Promise” var ikke bare en sang. Det var katarsis for fuld udblæsning og med Joe Kwons cello, der borede sig dybt ind i hjertet på publikum.
Og ja, de to brødre er fulde af følelser. Du kan kalde det emo, men det vil være så langt fra sandheden, som overhovedet muligt. Det handler ikke om at skrive digte om døden, i skæret fra sorte parafinlys. Det handler ikke om de smertefulde følelser, der fører til selvpineri og -medlidenhed. For The Avett Brothers handler det om følelsen af at være en del af noget større. Noget, der ikke kan koges ned til en partilederrunde eller en intetsigende valgkamp, hvor ‘de røde’ og ‘de blå’ stabler milliarder og håber på, at folk hopper på den. Det handler ikke om Gud og Jesus og alt dét der, men om den – hold nu fast – kosmiske kærlighed og sammenhørighed. Det var intet mindre end dét, vi oplevede, da vi så The Avett Brothers i Tønder. Følelsen af at være fælles om noget helt specielt.
Og da Seth og Scott sammen med bassisten Bob Crawford som det allersidste nummer sang ”Down in the Valley to Pray” a cappella, var det som ramte de selve sjælen i Tønder Festivalen, og selvom vi råbte på mere, vidste vi godt, at der ikke kom mere. Det var sådan koncerten skulle slutte.
Ja, vi kan sige, at vi var til den første koncert med The Avett Brothers på dansk grund. Det er, hvad det er. Der kommer helt sikkert flere, og sikkert også nogle, der er lige så gode som den i Tønder. Men det, som man aldrig nogensinde kommer til at opleve igen, var da The Avett Brothers første gang mødte det danske publikum, og omvendt. Den kæmpemæssige overraskelse, der gik begge veje. Som når man møder en person, man bare falder i hak med fra starten, og holder den vildeste fest, som har man været venner for altid. Det vil jeg aldrig glemme, og det tror jeg faktisk heller ikke, at The Avett Brothers vil.
